Eva Bitter - en solstrålehistorie

14-08-2010 20:26

Maja Golles

I dag blev kvindernes tyske mesterskab i springning afgjort. Eva Bitter red overbevisende Argelith Stakkato til sejr
Copyright Ridehesten.com
Eva Bitter på Argelith Staccato - tyske mestre i springning for kvinder. (Foto: Ridehesten.com)

Eva Bitter startede sidst i dagens finalerunde på den 17-årige hingst Argelith Stakkato e. Spartan, og her kunne hun ride en forholdsvis rolig runde. Den nærmeste rival Meredith Michæls-Beerbaum havde ikke været truende hurtig med tiden 44.59, og hun var indtil Bitters runde den eneste fejlfrie rytter. En fejlfri runde i fornuftig tid ville derfor være opskriften for Bitter, som ikke behøvede at satse mere end nødvendigt. En sikker runde i tiden 40.20 sikrede hende da også mesterskabstitlen endnu en gang. Om sin egen tid udtalte Meredith Michæls-Beerbaum, som altså vandt sølv: - Jeg ved, at Le Mans er en stor hest, men hvis der er noget, han ikke er, så er det hurtig. Derfor prøvede jeg ikke engang. Bronzemedaljen gik til Janne Friederike Meyer på Chika's Way, der indkasserede 4 fejl i tiden 37.93. Sejren til Eva Bitter og Staccato er lidt af en solsktrålehistorie, og Eva har modtaget mange komplimenter, ikke for sin sejr alene, men også for den fremragende tilstand, hun præsenterede den 17-årige Staccato i. Den succesfulde hingst har ikke altid været så frisk og livlig - ifølde den tyske hjemmeside St. Georg er hesten fx tidligere blevet erklæret død efter flere kolik-operationer. Som tidligere skrevet her på siden fører Meredith Michæls-Beerbaum herrernes mesterskab i springning – måske det skal lykkes hende og Checkmate at vinde dette mesterskab i morgen, ligesom det var tilfældet i 2008. Selv er Meredith ikke overrasket over sin føring. - Jeg har jo tidligere vundet med Checkmate, og hver weekend konkurrerer jeg mod mænd. Tilmed har min hest været rigtig god de seneste par uger, lyder det optimistisk fra hende.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen