Evo Iconic bedst ved årets første egnethedstest

24-10-2026 18:16

Annika Knudsen Lorentsen

Lørdag dannede Vilhelmsborg rammen om efterårets første DV egnethedstest i dressur, hvor et stort felt af 4-årige heste blev bedømt. Flere af hestene var velkendte ansigter fra DRF’s championatsfinaler i Herning, og hele otte af dem kunne tage en roset med hjem.

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Strandby Hansen og Evo Iconic. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vilhelmsborg og Dansk Varmblods region 5 var lørdag værter for efterårets første egnethedstest i dressur, hvor dommerne Bjarne Nielsen, Vicky Nortvig og Rune Willum skulle bedømme de 4-årige dressurheste.

Med 67 heste på startlisten var der lagt op til en lang dag i opvisningshallen på Vilhelmsborg. Det store felt betød samtidig, at hele 20 ekvipager kunne vende hjem med en placering, og der var flotte ærespræmier til alle de placerede.

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Strandby Hansen og Evo Iconic. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Evo Iconic var bedst
Tre heste opnåede dagens højeste resultat på 860 point, men det blev Anne-Mette Strandby Hansen og den sorte vallak, der er kåret i hovedafsnittet, Evo Iconic e. Iron/San Amour, der kunne stille sig øverst på præmieskamlen.

Evo Iconic, der er opdrættet og ejet af Stutteri Evo, blev belønnet med 8,5 for alle tre gangarter samt kapacitet, mens rideligheden udløste dagens højeste karakter på 9. Netop den karakter blev afgørende for placeringen.

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow og Ibiza Fun 4. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Andenpladsen blev delt mellem Susanne Barnow med Ibiza Fun 4 e. Asgard’s Ibiza/Dancier og Helene Brinck med Viktor Krum e. Valverde/Don Deluxe. Begge heste opnåede ligeledes 860 point og blev blandt andet belønnet med 9,5 for skridt.

Ibiza Fun 4 er opdrættet og ejet af Steffen Kristensen og Susanne Barnow, mens Viktor Krum er opdrættet af Simone Hoppe og ejet af Bang Dressage.

På fjerdepladsen fulgte Anne-Kjestine Diederichsen og Maskedals Redonto DWB e. Revolution/Blue Hors Don Olymbrio med 840 point. Hesten er opdrættet af Helle Møller Andersen og Per Christensen.

Copyright Ridehesten.com
Helene Brinck og Viktor Krum. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere gengangere fra championatsfinalerne i Herning
Det garvede publikum med interesse for ungheste kunne måske genkende flere af hestene på Vilhelmsborg. Blot en uge tidligere havde flere af dem nemlig været til start ved DRF’s championatsfinaler i Boxen i Herning.

Hele otte heste fra finalefeltet havde taget turen videre til Vilhelmsborg, hvor de alle opnåede mindst 800 point, hvilket rakte til en placering og dermed en roset med hjem.

Copyright Ridehesten.com
Alle de placerede fra 4-15. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Blandt gengangerne var Frida Mortensen og Ravenna Klint e. Revolution/Blue Hors Farrell, der sidste år blev udnævnt til Årets Dressurhoppe og tildelt opdrættermedalje i guld. På Vilhelmsborg opnåede ekvipagen 830 point, hvilket rakte til en femteplads. Hoppen er avlet af Gitte og Poul Erik Klint og ejet af Frida selv, som fik Ravenna i konfirmationsgave

Med samme pointtal fulgte flere DRF-championatsfinalister: Ida Guldberg med FourOaks Dancing Pearl, Morten Kappel med Kamar’s Backstage og Mette Ehlers med Holt’s Zig-Zag, der alle delte sjettepladsen med flere andre ekvipager.

Den sidste genganger var Selina Solberg Vittinghus med Ironman, der med 800 point sluttede på en delt 15.-plads.

Find dagens resultater her

Køb dine fotos til tilbudspris (t.o.m d. 27. okt) her

Ridehestens fotograf har taget billeder af alle ekvipager. De kan findes på https://hundendk.pixieset.com t.o.m d. 27. okt. Herefter kan de findes på Ridehesten.com.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen