Flotte resultater i udlandet

26-02-2024 14:24

En stor del af springrytterne har de seneste par uger opholdt sig rundt omkring i Europa for at deltage i internationale stævner, og i weekenden blev det til topresultater for både Rikke Andersen og Rikke Belinda Barker

Copyright Ridehesten.com
Rikke Andersen her på Gwinnru de Kernevez. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Mens vi andre stadig kæmper mod kulden og mudret i våde Danmark, har en række springryttere pakket lastbilerne og opholdt sig under varmere himmelstrøg de seneste par uger.

Det gælder også for springrytter Rikke Andersen, som siden slutningen af januar har opholdt sig i Valencia, Spanien, med en god portion heste, hvor hun har deltaget i Moura Tours i Valencia. Undervejs er det blevet til flere flotte placeringer for den danske rytter, men i går gik det hele op i en højere enhed, da Rikke blev placeret i seks ud af seks klasser. Dagens bedste placering stod Gwinnru de Kernevez e. Andiamo Semilly for, da det blev til en andenplads i CSI3* 130 cm, mens ugens stævne blev afsluttet på fornemmeste vis med en sjetteplads på Nordsturm 15 e. N'Oubliez Jamais/Couleur Rouge i CSI3* 150 cm.

Rikke har også selskab af flere danske i Spanien, bl.a. Sille Marie Nyboe og Kasper H. Hansen. Sidstnævnte blev i torsdag placeret som nummer fem i CSI3* 145 cm på Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel/Crelido (opdr. Ib Kirk).

Topplacering til Rikke i Doha
Også Rikke Belinda Barker har valgt det varme klima, da hun de seneste par uger har deltaget ved springstævner i Doha, Qatar, hvor der er blevet til flere topplaceringer i både CSI3* og CSI5*. I fredags tilføjede Rikke endnu et resultat til CV'et, da hun og Icloud e. Calmando/ Clearway blev nummer tre i CSI3* 145 cm.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen