Forsvundne heste fundet døde i grøft

22-07-2026 21:49

Efter ti dages intensiv eftersøgning med blandt andet droner, flyvning og hjælp fra mange frivillige er de to hopper, som forsvandt fra en sommerfold ved Løkken, blevet fundet. Desværre endte eftersøgningen tragisk, da begge heste blev fundet døde

Copyright Ridehesten.com
De to heste, der var forsvundet ved Christiansdal Gods, er desværre fundet døde. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter flere dages omfattende eftersøgning er de to hopper, som siden søndag den 12. juli har været savnet fra området ved de fire vindmøller ved Christiansdal Gods nær Løkken i Vendsyssel, blevet fundet. Desværre fik eftersøgningen en tragisk afslutning. Ifølge en opdatering fra ejeren, er begge heste nemlig blevet fundet døde i en grøft. 

Begge heste er fundet i en grøft, og de er desværre døde, skriver ejerne i en opdatering. 

Samtidig sender ejerne en stor tak til alle de mennesker, der har hjulpet med at lede efter de to hopper de sidste ti dage.

Vi sætter uendelig stor pris på al hjælp, delinger og alle, som har lidt efter dem. Selvom dette fik et tragisk udfald, har jeres støtte betydet utrolig meget for os. Tusind tak til alle, som har bidraget, lyder det videre. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

De to hopper forsvandt fra en flok på ni heste, der gik på sommergræs på cirka seks hektar ved Christiansdal Gods. Trods en omfattende indsats med blandt andet gennemsøgning af området med termisk drone, flyvning over området og mange frivilliges hjælp, lykkedes det ikke at finde hestene, før de nu tragisk er blevet lokaliseret. 

De to heste var løbet ud på en kornmark fra deres seks hektar store græsmark, hvor de desværre endte i en grøft. Ifølge ejerne var grøften så dyb, at hestene ikke kunne komme fri igen og døde som følge heraf. 

Den ene af de to hopper var en 15-årig holstenerhoppe efter Carpaccio/ Coronado, som tidligere har gået internationale S-klasser i springning og var pensioneret fra sporten for at indgå i avlen. Den anden var en danskavlet RDH-hoppe efter Blue Hors Denzel/ Blue Hors Don Schufro, som havde haft succes på dressurbanerne, inden den måtte stoppe karrieren efter et brækket kronben.

Ejerne af hestene, Linn Ulleberg og berider Lars Rasmussen, har tidligere udlovet en dusør på 10.000 kr. i håbet om at få de to hopper hjem igen. Mange mennesker bidrog med delinger, observationer og hjælp i eftersøgningen, men desværre endte sagen med et tragisk udfald. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner