Fristrup Rideklub skal have plads til alle

20-03-2008 09:06

Maja Golles

Nye kræfter er kommet til i Fristrup Rideklub, og kursen for klubbens fremtid er udstukket.

- Visionen bliver, at der skal være en social dimension i klubben således, at der bliver plads til alle nybegyndere såvel som øvede, siger Poul Zinck, Aabybro, der er ny formand. Succes skal måles ud fra den enkelte rytters ambition og mål. Det kan være eliterytteren, der bliver mester, eller handicaprytteren, der genvinder sin balance, pointerer Poul Zinck. Fristrup Rideklub vil fastholde og udbygge sine institutionshold og asylhold, og faciliteterne syd for Aabybro er blevet forbedret. Klubben råder over et ridehus på 20 gange 60 meter og udendørs ridebaner til både dressur, spring og med terrænforhindringer. - Da vi har nogle supergode faciliteter, er det naturligt at tilbyde konkurrenceridning i dressur, ridebanespringning, military og distanceridning foruden almindelig motions- og hyggeridning for alle aldre, siger Poul Zinck. I det forgange år er stalden bygget om, så der nu er hestebokse og flere udendørs folde. - På den måde er klubben på forkant med lovkrav til hestehold, og det er således muligt at være rytter på ethvert niveau i Fristrup Rideklub, fastslår den nye formand. Den nye bestyrelse har allerede fået flere sponsormidler i hus, så der er penge til at købe flere elevheste til klubben. Kilde: Nordjyske

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen