Anna Pørtner
Efterforskningen af det internationale netværk, der mistænkes for at have handlet med heste ved hjælp af falske pas og manipulerede mikrochips, fortsætter. To af de tre personer, der blev anholdt i Belgien i forbindelse med politiaktionen, er fortsat varetægtsfængslet.
De to mænd blev sammen med en tredje person anholdt efter de koordinerede aktioner i Belgien, Frankrig, Irland og Holland den 8. og 9. september. Ifølge belgiske HLN blev den ene mands varetægtsfængsling forlænget med en måned, mens også den anden mistænkte tirsdag den 15. september fik forlænget sin varetægtsfængsling med en måned. Den tredje mistænkte, en 36-årig kvinde fra Sint-Gillis-Waas, er løsladt på betingelser.
Hestenes oprindelse undersøges
Efterforskningen, som ledes af de belgiske myndigheder, handler blandt andet om mistanke om, at heste, der ikke var egnet til fødevarekæden, blev registreret som slagteheste ved hjælp af falske dokumenter og manipulerede eller dobbelte mikrochips.
Det belgiske politi har oplyst, at efterforskerne har afdækket en omfattende eksport en omfattende eksport af heste fra Irland til det europæiske fastland, hvor en del af hestene senere endte på slagteri. En hestehandler fra Østflandern mistænkes for at have spillet en central rolle og for at have samarbejdet med personer i Holland, Frankrig og Irland.
Ifølge The Irish Times kom mange af hestene fra Irland. Her beskrives en mulig rute, hvor hestene blev transporteret med færge fra Irland til Frankrig og derfra videre til blandt andet Belgien og Holland. Nogle af hestene blev ifølge The Irish Times muligvis videresolgt frem for at blive sendt til slagtning.
Mistanken går blandt andet på, at sportsheste, som på grund af tidligere medicinsk behandling ikke måtte indgå i fødevarekæden, kunne få skjult deres oprindelse og historik. Ved hjælp af falske pas og manipulerede mikrochips skulle hestene have fået nye identiteter og dermed blevet registreret som slagteheste.
Ved politiaktionen blev mere end 1000 heste kontrolleret i de fire lande. Myndighederne beslaglagde blandt andet registre, fakturaer og kommunikationsudstyr samt mere end 100.000 euro i kontanter. Et større antal heste blev desuden beslaglagt, mens efterforskningen fortsætter.
Efterforskningen fortsætter, og myndighederne arbejder nu blandt andet på at fastslå, hvor de involverede heste er endt.
Kilder: HLN.be, police.be, irishtimes.com