Thomas Bach Jensen
Nogeet helt særligt ved dette års kollektion af 68 unge dressurhingste til hannoveranerforbundets hingstekåring, der finder sted den 20.-21. november i Niedersachsenhalle i Verden, er fra en dansk vinkel de tre danskavlede hingste, der er udtaget til kåringen.
De senere år har danskavlede hingste som Daan G. og Venture DWB banet vejen for de næste. Begge disse hingste har været præmiehingste ved hannoveranerhingstekåringen, hvor de også har opnået høje priser på auktionen.
De tre hingste repræsenterer i høj grad DV-avlen igennem generationer, og de er hver især efter en DV-hingst. Hos kat.nr. 30 Higher Level Hesselhoej, der er opdrættet af Hesselhoej.dk, er der tale om adskillige danskavlede hingste i afstamningen. Hans far er UVM-finalisten Highfive Fuglsang, der tidligere på denne uge desværre har mistet livet. Hingstens mor er en helsøster til Hesselhoej Donkey Boss, der netop har haft succes i hannoveranerforbundet med flere kårede sønner. En yderligere helbror til moren er Hesselhoej Down Town, der som 5-årig vandt UVM guld og som 6-årig sikrede sig sølv ved UVM.
Kat.nr. 15 Dane G. har i faderlinjen en stribe danskavlede hingste bag sig, nemlig Hesselhoej Donkey Boss, Hesselhøj Donkey Boy, ERA Dancing Hit og UNO Don Diego, og igennem Donkey Boy får man også de danskavlede hingste Milan og Kawangeo med.
For tyskerne er blodet dog langt fra ukendt, for Dane G., der på morsiden har Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro og er opdrættet af Helene Geervliet, er helbror til Daan G., der for to år siden blev fejret som præmiehingst og efterfølgende alletiders dyreste auktionshingst i Verden, da han blev solgt Schockemöhle Hengste og Helgstrand Dressage.
Som bekendt blev Daan G. efterfølgende præmiehingste i Herning, vandt 35-dages testen i Tørring og blev i år fløjhingst i 4-års holdet ved Dansk Varmblods Hingstekåring.
Også kat.nr. 54 Gammel Mølle's Solunation Unik repræsenterer danske aner med DV-hingste som far og morfar. Hans far Solution Unik er efter Revolution/ Don Juan de Hus, som er to hingste, der begge har triumferet på kåringspladsen i Verden. Revolution har konkurreret på Grand Prix-niveau, og Don Juan de Hus var uddannet til S-niveau ved sin død. Hingstens morfor er DV-hingsten Blue Hors Leredo, der ligeledes har konkurreret på sportens højeste niveau. Den sorte hingst er opdrættet af Susanne Gangsted og Morten Skov.
I kollektionen findes bl.a. fire sønner efter V-Power og andre (tidligere) danskejede hingste som Fynch Hatton, Opoque og So Perfect samt Vitalis. Kollektionen byder også på første årgang efter flere yngre hingste som Barbarossa, Bon Bolero, L'Avenir og Sir Gribaldi.