Annika Knudsen Lorentsen
Efter fem dage med springsport kulminerer Bækgaarden Horse Festival i eftermiddag med den traditionsrige Stutteri Ask x Bækgaarden Grand Prix. Den 150 cm-høje Grand Prix-klasse er et af stævnets absolutte højdepunkter, og med 24 stærke ekvipager på startlisten er der lagt op til en spændende afslutning på endnu en vellykket festival. Grand Prix-klassen er samtidig en af de ganske få nationale 150 cm-klasser, der rides i Danmark hvert år, hvilket gør den til et vigtigt mål for mange af landets bedste ryttere.
At ride 150 cm stiller helt særlige krav. Banen bliver teknisk, tempoet højt, og de mindste fejl bliver ofte afgørende. Derfor er det også en klasse, hvor rutine, kvalitet og partnerskabet mellem hest og rytter kommer til sin ret.
Blandt favoritterne finder man flere ekvipager med stor erfaring fra de højeste nationale klasser. En af dem der er kendt for at kunne levere under pres, er Christian Jansen, som kommer til start med Ca-Di DD. Også Jack Ray Nielsen får en spændende dag med hele to heste på startlisten. Han indleder klassen med RayPawers Narrado og vender senere tilbage med RayPawers By The Way, hvilket giver ham to muligheder for at blande sig helt i toppen.
Josefine Sandgaard Mørup stiller ligeledes til start med to heste – Call Me Commander og Riddle Quiz – og hun bliver altså også en af de ryttere, der kan få stor indflydelse på klassens udfald.
Derudover bliver det interessant at følge ryttere som eksempelvis Frederikke Svendgaard på Bøgegårdens Cristiano, Kasper H. Hansen med Katrinelund Satisfaction og Karen Møller Rohde med Jewel Ask Z, der alle har heste med kapacitet til at levere stærke præstationer på dagen.
Startlisten byder også på et spændende internationalt islæt, når schweiziske Géraldine Straumann rider Be Golden Lynx. Netop hun kan også blande sig i toppen, for hun bringer trods sin unge alder en del erfaring fra 5-stjernet internationalt niveau. Samtidig får flere unge ryttere chancen for at måle sig med nogle af landets mest rutinerede Grand Prix-navne, ligesom nogle får mulighed for at ride på dette niveau for første gang.
Selvom enkelte ekvipager på papiret måske skiller sig ud, er Grand Prix-springning sjældent til at forudsige. En enkelt bom, en tidsfejl eller en lille upræcis afstand kan hurtigt vende op og ned på resultatlisten. Netop derfor er 150 cm-klasserne noget helt særligt – her afgøres det ofte først, når den sidste rytter har krydset målstregen, og som de fleste ved, kan alt ske i springning.
Når første rytter rider på banen klokken 13.30, er scenen derfor sat til en spændende eftermiddag på Walber Arena, hvor Bækgaarden Horse Festival skal finde årets Grand Prix-vinder.