Jeanett og Annesofie sejrede i Amateur Cup

04-09-2026 17:56

På Vilhelmsborg blev de første samlede vindere i årets DWB Amateur Cup fundet, da Jeanett Spelmann og Annesofie Thøstesen red sig til sejren i henholdsvis LA og MB. Begge ekvipager vandt begge afdelinger og sikrede sig dermed et stærkt udgangspunkt mod finalen i Herning

Copyright Ridehesten.com
De to første vindere af Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup er fundet. Én af dem er Jeanett Spelmann og Springborgs Abiza. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er i disse dage både avl og sport på programmet på Vilhelmsborg, hvor Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue afvikles sideløbende med et stort landsstævne i dressur. Her er der blandt andet blevet redet om de første samlede vindere i Helgstrand Dressage DWB Amateur Cup

Cuppen er målrettet amatør- og breddedressurryttere på Dansk Varmblods-registrerede heste og afvikles i både LA og MB. I år har den store tilslutning betyder, at kvalifikationen på Vilhelmsborg er blevet delt op i afdelinger, inden de bedste ekvipager samlet findes. Der går derudover også en kvalifikation på Sjælland hos Sportsrideklubben i denne weekend, så ryttere fra Sjælland får samme mulighed for at kvalificere sig til finalen i Herning, uden at skulle tage turen til Aarhus. 

Jeanett og Abiza var suveræne
I LA-cuppen var det Jeanett Spelmann og den 9-årige Springborgs Abiza e. Asgard's Ibiza/ Rubin-Royal (opdr. Stutteri Springborg v/ P & P Springborg) der løb med den samlede sejr. 

Ekvipagen lagde ud med 75,132% i torsdagens klasse og fulgte fredag op med endnu et resultat, der sikrede sejren i klassen på 74,025%. Samlet gav det 149,157% og en suveræn førsteplads og samlet cup-sejr. 

For Jeanett Spelmann og Springborgs Abiza var det blot deres andet stævne sammen, og derfor var sejren ekstra glædelig. 

Det er et supergodt initiativ, og alt har bare været så gennemført. Jeg er virkelig glad for måden, hun bare tog mig med på. Det er kun vores andet stævne sammen, så jeg er bare superglad, fortæller Jeanett Spelmann. 

Copyright Ridehesten.com
Jeanett Spelmann og Springborgs Abiza med avler Per Springborg tv. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Springborgs Abiza har tidligere gået mange stævner som helt ung, men har siden været væk fra konkurrencebanerne i en periode. Derfor var det spændende for Jeanett at se, hvordan den 9-årige hoppe ville reagere på sådan et stort setup. 

Det viste sig hurtigt, at der ikke var meget at være bekymret for, for Abiza tog det hele med ophøjet ro. 

Hun har gået meget som helt ung, men har så været lidt væk fra stævnepladserne. Så jeg var rigtig spændt på, hvordan hun ville tage det, men hun tog det bare vildt godt. Jeg er så stolt af hende og meget glad, lød det fra Jeanett. 

Jeanett Spelmann er pararytter i grad V og har nedsat førlighed i hænderne. Hun har blandt andet repræsenteret Danmark ved de nordiske mesterskaber for pararyttere, men denne weekend har det altså handlet om DWB Amateur Cup sammen med Abiza. 

Det er også virkelig fedt, at vi rider for fire dommere, så man ligesom får et indtryk af, hvor man ligger hos ikke bare én, men flere dommere, afsluttede Jeanett. 

Copyright Ridehesten.com
Jeanett Spelmann og Springborgs Abiza. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Andenpladsen i LA-cuppens afdeling A gik til Elisa Henberg på den 10-årige Aksgaards Don Rocco e. Blue Hors Don Olymbrio/ Willemoes (opdr. Tine Aksgaard Kristensen), der ligeledes red to rigtig flotte programmer. Det blev til samlet 142,438% og en samlet andenplads. 

Copyright Ridehesten.com
Elisa Henberg pĂĄ Aksgaards Don Rocco. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Det lå meget tæt mellem tredje- og fjerdepladsen, men det var altså Karina Madsen, der trak det længste strå. I sadlen på den 10-årige Skovbækgårds Cool Diva e. Fürstenball/ Crelido (opdr. Susanne Christensen) red hun sig til den samlede tredjeplads med 137,029%. 

Copyright Ridehesten.com
Karina Madsen på Skovbækgårds Cool Diva. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Annesofie gentog sidste års succes
I MB-cuppen afdeling A blev det Annesofie Thøstesen og den 15-årige Gørklintgårds Sansiro e. Sir Donnerhall II/ Sunny-Boy (opdr. Jørgen Ravn), der løb med den samlede sejr. Ekvipagen vandt første afdeling med 70,687% og gentog i dag succesen med en sejr til 67,689%. Samlet blev det til 138,376%. 

For Annesofie er DWB Amateur Cup langt fra et nyt bekendtskab. Sidste år deltog hun i cuppen med sin anden hest, Gørklintgårds Swing, og ekvipagen red sig hele vejen til finalen i Herning. Den oplevelse håber hun da også, at hun får igen i år. 

Jeg synes, det har været en fantastisk fornøjelse at deltage. Det er et virkelig godt arrangement. Jeg nåede med til finalen i Herning sidste år, og det var en kæmpe oplevelse, fortæller Annesofie Thøstesen.

Copyright Ridehesten.com
Annesofie Thøstesen og Gørklintgårds Sansiro løb med sejren i MB-cuppen. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Denne gang er det Gørklintgårds Sansiro, der har sikret Annesofie en plads blandt de bedste i afdeling af. Hun har haft den sorte vallak, siden han var blot tre år gammel, og har selv uddannet ham hele vejen. 

Jeg købte ham direkte hos avler Jørgen Ravn, og vi har indimellem kontakt med ham. Jeg ringede i dag, da vi vandt, men desværre kunne Jørgen ikke være her til præmieoverrækkelsen. Han var ved at læsse føl, som skal med til eliteskuet, fortæller hun.

Copyright Ridehesten.com
Annesofie Thøstesen og Gørklintgårds Sansiro. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Andenpladsen af MB cuppen afdeling A gik til Julie Madsen og Dreamy Hit Kilen e. Blue Hors Dreamline/Sandro Hit (opdr. Åse og Henning Urup) med 132,645 point efter de to dages ridt. 

Copyright Ridehesten.com
Julie Madsen og Dreamy Hit Kilen. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Kurs mod Herning
Med de to første vindere på plads fortsætter jagten på finalepladserne i DWB Amateur Cup for de mange ryttere. I morgen skal afdeling B i både LA og MB nemlig skydes i gang, og så er der også deltagere til start hos Sportsrideklubben. Efter alle tre puljer er redet, findes finalisterne. 

De bedste ekvipager fra kvalifikationerne samles til finalen under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2027, hvor de 10 bedst placerede fra LA og de 10 bedst placerede fra MB fra alle tre puljer kvalificerer sig.

Copyright Ridehesten.com
De to placerede i MB-cuppen, Annesofie Tøstesen og Julie Madsen, her med Dansk Varmblods formand Mogens Pedersen tv. og dommer Susanne Baarup til højre. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Stævnets start- og resultatlister. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen