Georgia Timmermann
Berider Lars Rasmussen husker tydeligt den dag, hvor berider Gunnar Andersen gav ham noget, han ikke var vant til: Kaffe og selvtillid. I dag gør Lars en dyd ud af at give netop det videre til sine egne ryttere.
– At jeg holdt ud i fem år uden hverken ros eller mulighed for at stille spørgsmål undrer også mig selv, fortæller Lars og tilføjer: – Det var kæft, trit og retning – og hvis man stillede spørgsmål, blev man betragtet som fræk. Dengang gjorde man bare, hvad der blev sagt.
Ridehesten mødte Lars Rasmussen ved stævnet i Han Herred Hestesportsrideklub i september, hvor han delte sin livshistorie. Det blev en nærværende samtale om alt fra livet som beriderelev, arbejdet på elitegymnasiet i Norge, og til hvordan han i dag arbejder med sine ryttere i Danmark. Hør Lars fortælle om vigtigheden af en tryg opvarmning nedenfor.
Dressurrytter blev springtræner
Selvom Lars i sine unge år primært red dressur, underviser han i dag i både springning og dressur. Hans vej gennem ridesporten har været alsidig, og han har fulgt udviklingen tæt – fra ridning på græs og forskellige underlag til de moderne baner, vi ser i dag. Hør med i videoen nedenfor, hvorfor Lars mener, at vi er gået fra at ride på græs til helst at ride på moderne fiberbaner.
– Jeg må have haft en utrolig indre motivation, fortæller Lars, der begyndte som 19-årig i lære hos Nis Valdemar Hansen i ét år, inden han fortsatte fem år hos berider Finn Greve.
En kop kaffe med Gunnar gav medaljer
Et af vendepunkterne i Lars’ liv kom, da Gunnar Andersen inviterede ham på kaffe: – Det var første gang, nogen for alvor havde talt med mig om min ridning, husker han.
Lars fortæller også om dengang, han troede, han var udtaget til EM i dressur, simpelthen fordi der ikke var andre at tage med: – Gunnar Andersen tog fat i mig på stævnepladsen, og Lise Hartel begyndte at undervise mig. "Er du ikke enig?" spurgte Gunnar. "Jo jo", svarede jeg.
Den opmærksomhed blev skelsættende: – Jeg red bare ind og vandt sølv og bronze til EM. Lars opnåede medaljer som både junior og ungrytter ved EM i dressur – en tid, han husker som intens og fuld af nerver.
– Vi havde hverken biler eller forældre, der kørte os. Vi sad ofte bagi hestetransporten med hestene på vej til stævne. Hør Lars fortælle nedenfor i videoen om gamle dage, og hvad minderne har gjort for hans job som træner i dag.
Ung leder med nye visioner
Allerede som 23-årig blev Lars daglig leder af en rideskole og rideklub, og senere stod han i spidsen for Skanderborg Rideklub i otte år.
– Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville drive et stort sted, blev jeg også nødt til at blive god til springning. Rytterne gad jo ikke kun ride dressur, fortæller Lars. Han begyndte derfor målrettet at dygtiggøre sig i springning gennem kurser og ved at observere dygtige trænere.
33 år i Norge
I 1981 flyttede Lars til Norge, hvor han i otte år arbejdede for Drammen Rideklub. Herefter blev han tilbudt en stilling på et eliteidrætsgymnasium.
I 17 år trænede han elever, som både boede og red på hans ridecenter, men var elever på eliteidrætsgymnasiet. Lars organiserede både fysisk og mental træning, og han oplevede, hvor stor en forskel det gjorde at være tæt på eleverne hver dag.
– Jeg havde eleverne i tre år ad gangen. De kunne ikke bare skifte træner. De boede langt hjemmefra i små lejligheder. Det gav os mulighed for at behandle dem som topidrætsudøvere – ikke bare som kunder, fortæller Lars.
Tilbage i Danmark
Lars blev skilt, hvilket gjorde, at hans ridecenter i Norge skulle sælges, da det var for dyrt at drive alene. Lars fandt en norsk kæreste nogle år efter. Da han og hans kæreste vurderede, at der var bedre økonomiske muligheder i Danmark, flyttede de hertil. I dag avler de både dressur- og springheste i Nordjylland. Kæresten rider primært dressur, mens Lars underviser i begge discipliner.
Træner med en vision
Lars lægger stor vægt på dialog og anerkendelse i sin undervisning: – Jeg elsker at udvikle ryttere. Det har jeg gjort hele mit liv.
På det norske idrætsgymnasium havde han 15 ryttere om året – og hvert år lykkedes det mindst én af dem at ride 150 cm-klasser. – Det er jeg stolt af, fortæller han, men han oplever også, at det er blevet sværere at forme ryttere i dag.
– I dag har du dem kun få timer om ugen, og det gør det svært at påvirke deres retning, siger han og understreger, at det ikke må blive trænerens drøm, der bliver presset ned over rytteren.
– Hvis du vil for meget som træner, lægger du for stort pres på. Det går ikke. Eleverne skal selv ville det – eleven skal have indstilling for at blive seriøs i træningen, mener Lars.
Lars mødte OL-guldmedaljetager i skøjteløb
Lars reflekterer også over, hvor vigtig trænerens rolle er – ikke kun teknisk, men også mentalt. Han berettede om Johann Olav Koss —en hurtigløber på skøjter (speed skating), der få måneder før OL oplevede, at denne blev syg og nervøs. Teamet vurderede, at træneren måtte udskiftes med en anden træner.
– Resultatet taler for sig selv, siger Lars. Ved Vinter- OL i 1994 vandt Johan tre guldmedaljer. – Fejlfinding skaber usikkerhed, fortæller Lars. Hør Lars fortælle om mødet med skøjteløberen nedenfor.
Fremtidens beridere, trænere og ryttere
Lars mener, at fremtidens beriderelever og trænere skal lære mere om at håndtere ryttere og situationer. Han efterlyser også ændringer i konkurrencesystemet: – Det må ikke kun handle om fart og at vinde.
Han er kritisk overfor den kultur, hvor sløjfer er den primære drivkraft: – Når sløjfen ikke kommer, forsvinder motivationen, og så har de ikke lyst til at ride mere. Vi skal ændre det, så motivationen bliver at blive dygtigere til at ride, fortæller Lars i sin afsluttende bemærkning til Ridehesten.
Finn Greve
Gunnar Andersen
Lis Hartel
