Kan du hjælpe EFSA med svar?

05-06-2025 17:49

EU-kommissionen arbejder på revidering af lovgivningen på dyrevelfærdsområdet, og til det har kommissionen bedt European Food Safety Authority (EFSA) om hjælp til at indsamle data i relation til reproduktion

Copyright Ridehesten.com
European Food Safety Authority skal hjælpe med at indsamle data til revidering af lovgivningen på dyrevelfærdsområdet, særligt med henblik på reproduktion. Foto: Ridehesten.com

Formand for Dansk Varmblod, Jan Pedersen fortalte i sin formandsberetning på DV's repræsentantskabsmøde, at EU-Kommissionen arbejder med en revidering af nugældende lovgivning på dyrevelfærdsområdet. Kommissionen har i den forbindelse henvendt sig til European Food Safety Authority (EFSA) og bedt om fagligt input til bl.a.:

  • ICSI/OPU (er metoden forbundet med ubehag for donorhoppen)
  • Minimum-alder ved første bedækning
  • Minimum-interval mellem ifolinger
  • Maximum antal drægtigheder per hoppe

Vi må derfor imødese et nyt EU-direktiv, der muligvis kommer til at regulere ovennævnte områder. Direktivet forventes at træde i kraft i 2026, fortalte Jan Pedersen på repræsentantskabsmødet.  

Copyright Ridehesten.com
Formand for Dansk Varmblod, Jan Pedersen under DV's repræsentantskabsmøde. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

EFSA ønsker faglige input fra blandt andet avlere, dyrlæger, forskere og myndigheder, og derfor rækker de nu ud via World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH) kommunikationsafdeling.  EFSA skal give kommissionen informationer om risici for hestevelfærd forbundet med avlspraksis.

De forklarer: – Som en del af EU's "fra jord til bord"-strategi udarbejder Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) en videnskabelig udtalelse om hestevelfærd, og dit input er afgørende. Denne indkaldelse af data understøtter EFSA's risikovurdering af avlsrelaterede velfærdsproblemer og bidrager til fremtiden for EU's dyrevelfærdslovgivning.

Hvad har EFSA brug for?
EFSA opfordrer interessenter (f.eks. opdrættere, dyrlæger, forskere, myndigheder) til at levere dokumenterede data, offentliggjorte eller ej, om følgende: Hesteavlspraksis, folingsfaciliteter og -forhold samt Caslicks procedure hos hopper. Det vil de altså bruge i revideringen af den nugældende lovgivning på dyrevelfærdsområdet, for at se om der kan optimeres. 

Hvad skal du svare på?
EFSA søger data om hoppernes minimumsalder ved første ifoling, det maksimale antal drægtigheder pr. hoppe og den minimale periode mellem drægtighedsperioden. EFSA er interesseret i information om effekten af den valgte reproduktionsmetode (naturlig bedækning, kunstig insemination eller avancerede reproduktionsteknologier) med mere.

EFSA søger ydermere data om folingsforhold og -faciliteter. De ønskede oplysninger omfatter detaljer om faciliteterne, f.eks. strøelse, og praksis for adskillelse af hopperne op til folingen og følhåndtering efter folingen, og slutteligt søger EFSA data om anvendelsen af Caslicks procedure (vulvoplastik) hos avlshopper.

Sådan bidrager du
Man udfylder et EU-spørgeskema inden den 15. juli. Linket til spørgeskemaet finder du lige her.  
Efter du har indsendt dine svar på spørgeskemaet, bør du modtage en e-mail inden for syv dage, der indeholder en PDF-fil med de indsendte svar. Bekræft venligst modtagelsen af denne e-mail, og sørg for at downloade og gemme den PDF-fil, der kræves til den officielle dataindsendelse via Portalino.

Instruktioner til dataindsendelse via Portalino vil blive sendt til dig via e-mail inden for 7 dage efter indsendelse af svarene på EU-undersøgelsen. Bemærk venligst, at registrering til Portalino-værktøjet kan tage et par dage. Vær venligst opmærksom på dette i forbindelse med dataindsendelsesfristen.

/ Dansk Varmblod. 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen