Annika Knudsen Lorentsen
I sidste uge red en håndfuld danskere ved det internationale stævne i hollandske Kronenberg, nærmere bestemt hos Peelbergen Equestrian Center. En af dem var Kasper H. Hansen, som sluttede stævnet med en placering i Grand Prix.
I den 145 cm høje Grand Prix-klasse på 2-stjernet niveau, var der hele 67 ekvipager til start, og klassen blev vundet af tyske Janne Friederike Meyer-Zimmermann, som leverede den hurtigste fejlfrie omspringning, blandt de 15 der havde sikret sig en plads i omspringningen.
I omspringningen red også Kasper H. Hansen med Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel/Crelido (opdr. Ib Kirk), og sammen leverede de en fejlfri runde, ligesom de også havde gjort i hovedrunden. Ekvipagens tid var ikke blandt de allerhurtigste, men de sluttede på en flot 10. plads i feltet.