Købte føl på sommerferie - nu udtaget til Falsterbo

23-06-2024 19:58

Billund Sportsrideklub har i dag afviklet championatskvalifikationsklasser i dressur for alle tre alderskategorier. Susanne Barnow tog sejren i fem-års klassen på en hest, som hun købte som føl på sin sommerferie. Han har nu indfriet alle forventninger

Copyright Ridehesten.com
Susanne Barnow og Kjeldgårdens Django tog sejren i dagens 5-års championatskvalifikation. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Billund Sportsrideklub har i denne weekend afholdt et stort distriktsstævne for heste i dressur, og søndagen bød bl.a. på kvalifikationer i Pavo og DRF's dressurchampionat. Efter en reglementsændring hos Dansk Ride Forbund, som trådte i kraft i år, må de 4-årige heste ikke starte stævne før 1. juli, og derfor var der i dag hos kun championatskvalifikationer for 5-, 6- og 7-års hestene. Over de tre alderskategorier var der til gengæld hele 52 heste til start, som alle kæmpede om en plads i finalen til Pavo og DRF's championatsfinale 2024

De frivillige i Billund Sportsrideklub er trætte, men tilfredse, da de efter søndagens sidste klasse kan lade skuldrene falde ned og slappe af. Else Dahl Hansen, som er stævneleder til dressurstævner i klubben, beretter om en god weekend, der dog har budt på vejrmæssige udfordringer:

Det har været en super god weekend, men vi har døjet med vejret. Der var skybrud natten mellem fredag og lørdag, så banerne var oversvømmede lørdag morgen. Heldigvis har vi en god berider (Allan Blomgreen red.), som allerede var kørt ud med pumperne, da jeg ankom kl. 7 lørdag morgen - og så gik det hele heldigvis. 

Copyright Ridehesten.com
Præmieoverrækkelsen i 5-års klassen. Foto: Privat

Højt niveau hos de unge heste
Niveauet var - som altid, fristes man til at sige - tårnhøjt i championatsklasserne, hvor der skulle rides særdeles gode karakterer hjem, hvis man ville blande sig i toppen. 

I klassen for de 5-års heste tog Susanne Barnow og Kjeldgårdens Django e. Hesselhøj Donkey Boy/ De Noir sejren med 85,20% (opdr. Jørgen Nielsen). De red et flot program med 9,5 i skridtkarakter som højdepunkt. Men Django kan vi vende tilbage til senere, for der er en helt særlig historie om ham. På 2. pladsen var Tania M. Joensen Fransine e. Franklin/ Fürstenball (opdr. Bodil og Jan Pedersen) at finde. De red til 83,40% og fik karakterer på over otte over hele linjen. Med 82,60% besatte Mette Sejbjerg Jensen og Straight Horse Sun King e. Sir Donnerhall I/ Blue Hors Zack 3. pladsen i 5-års klassen, hvor der var 24 ekvipager til start.

Copyright Ridehesten.com
Kenneth Damgaard og Uno Very Light Sun i daglig træning, da Ridehesten besøgte Kenneth tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/Trine Askjær Jørgensen

Efterfølgende blev det tid til, at de 6-årige dressurheste skulle på banen. Kenneth Damgaard og Uno Very Light Sun e. Vitalis/Uno Don Diego (opdr. Stutteri Uno ApS) vandt klassen med 85,00%. Kenneth har gennem tiden redet mange heste for det anerkendte østjyske Stutteri Uno, og nu har han vist fundet melodien med endnu en Uno-hest. Den unge Blue Hors dressurrytter Sophia Ludvigsen efterfulgte Kenneth og placerede sig på 2. pladsen med Ladegaard's Quick Step e. Blue Hors Quintana/ Come Back II (opdr. Jørn L. Christoffersen). De red til 83,80%. En sjov detalje er, at Sophia danner makkerskab med farhingsten Blue Hors Quintana på Grand Prix-niveau, der i sine tidligere år var hingst, men nu er vallak. Silje Bakken og Lille Kærgårds Sisco e. Blue Hors Don Olymbrio/ Stedinger (opdr. Louise Lundgaard Nielsen) besatte den sidste plads i top tre med 83,60%.

I 7-års klassen kunne ingen komme forbi Camilla Lærke Stubberup og Francisca-D e. Franklin/ Blue Hors Romanov (opdr. Jørn Damm), der med klassens højeste ridelighedskarakter på 8,5 og samlede 78,15% kunne iklæde sig det lyserøde æresdækken fra Pavo. De blev efterfulgt af Ditte Mikkelsen og San Amorino e. San Amour/ De Niro (opdr. Helle Bjerre Drost), der besatte 2. pladsen med 77,23%. Michael Grønne Christensen og Hønnerups Qlision e. Revolution/ Blue Hors Don Olymbrio blev nr. 3 med 74,89%. 

Copyright Ridehesten.com
Camilla Lærke Stubberup og Francisca-D til UVM-udtagelse. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Aktiv sommer venter for Django
Som nævnt ovenover var det Kjeldgårdens Dango, der blev dagens bedste 5-årige hest. Susanne Barnow, som er berider og driver Kirstinelund Ridecenter, købte Dsammen med sin partner Steffen Kristensen Django på en familiesommerferie i Jespershus Feriepark.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vi er jo nogle mennesker med ild i røven, så da vi for nogle år siden var på ferie og havde en dag uden planer, så vi, at der var følchampionat på Katrinelund ikke langt derfra. Vi kørte derop for at kigge og blev vildt forelskede i Django. Dagen efter kontaktede vi Ib (Kirk red.), som satte os ifm. opdrætterne/ejerne, og vi fik derefter lov at købe Django, siger Susanne og fortsætter:

– Han har bestemt indfriet vores forventninger, han var dog ikke særligt stor i starten, og vi var bekymrede for, om han ville få størrelse nok. Det skal jeg da lige love for, han har fået, og han vokser stadig. 

Sejren i 5-års klassen indløste en billet til Falsterbo Horseshow senere på sommeren, og derudover er Susanne og Django også udtaget til den endelige besigtigelse forud for UVM. Der venter altså et tætpakket sommerprogram for Django, – men først skal han have lidt sommerferie og nyde tiden på græsfold, lyder det fra Susanne, der er tilfreds med dagens ridt på ham:

Målet var at holde ham afspændt på banen og give ham en god oplevelse, og det lykkedes.

– Jeg sætter stor pris på at ride championater, det er en mulighed for at tage de unge heste med ud og blive bedømt af dommere, der er dygtige til at se på ungheste. Det giver nogle super gode inputs til den videre uddannelse, og derfor vil jeg gerne bakke op om championaterne, runder Susanne af.

Vellykket stævne
På trods af regnen endte det ifølge stævneleder Else Dahl Hansen med at blive et succesfuldt stævne i Billund Sportsrideklub. – Det har været et rigtigt dejligt stævne, udtaler hun og fortsætter:

Rytterne har været utroligt søde og høflige, og der har været lækre og fine heste. Stemningen har været god hele vejen rundt, og vi går tilfredse i seng i aften, slutter Else af.

Foruden championatsklasserne har der også været klasser fra LA1-PSG for heste, og så er der i dag blevet afviklet en kvalifikation i Dressurens Venner Cup, som er en holdturnering på LA-niveau. Her tog Horsens Sportsrideklub dagens sejr, og de har dermed sikret sig en finaleplads i turneringen. Holdet bestod af Chanette Pedersen og Fireball, Laura-Marie Krabbe og Nørhedens Glacie, Kathrine Bruun og Lertevan's Ladybird og Gitte Vikkelsø og Rådbjerg's De Hero.

Se resultater på Equipe.

Copyright Ridehesten.com
Podiet i Dressurens Venner Cup-kvalifikationen. Foto: Privat
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner