Kvinder dømt: piskede hest 30 gange på fire minutter

07-02-2020 09:45

Camilla Tiefensee Schrøder

Der er nu faldet dom i en sag fra 2017, hvor to beriderelever under træningen uddelte 30 piskeslag på fire minutter til en hest. Episoden blev fanget på video af hesteejerens mor

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

To kvinder på 27 og 24 år er ved Retten i Odense blevet dømt for uforsvarlig behandling af en hest. Det fortæller anklager Klaus Holten Kristensen til TV 2.

Sagen stammer fra september 2017, hvor de to kvinder var ansat som elever på en rideskole i Odense, hvor de uddannede sig som beridere.

Her uddelte de under træningen 30 piskeslag på fire minutter til en hest. Nogle af slagene var med en ridepisk, mens andre var med en longepisk. Det hele blev fanget på video af hesteejerens mor, og den video har sammen med billeder af hestens bagdel med striber fra slag, været vigtigt bevismateriale i sagen.

– Vi så filmen flere gange, da man kan høre slagene og tilråbene, siger anklageren til TV 2.

Slipper med bøder
Begge kvinder er dømt for slagene, men eftersom de var på elevløn, har de fået en lavere bøde, end man får normalt. Den 24-årige skal betale en bøde på 5.000 kroner, mens den 27-årige har fået en på 3.000 kroner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Selvom bøderne ikke er store, er anklagemyndigheden tilfreds med sagens udfald.

– Den viser, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig i tilridning. Man må gerne piske heste, men her er man gået langt over stregen, siger Klaus Holten Kristensen.

Selvom de to kvinder nu er dømt for uforsvarlig behandling af en hest, kan de fortsat arbejde som beridere.

Ifølge TV2 vurderede anklagemyndigheden allerede inden sagen begyndte, at der ikke var tale om egentlig mishandling af hesten og derfor heller ikke mulighed for at forsøge at få kvinderne frataget retten til at arbejde med dyr.

Læs også

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen