Lis Hartel var fyldt 100 år i dag

14-03-2021 15:01

Den tidligere olympiske sølvvinder i dressur Lis Hartel var en af dansk ridesports første store navne, som særligt huskes for at kæmpe sig tilbage fra at blive lammet af polio, til at vinde sølv med Jubilee ved OL i 1952 og 1956. I dag ville hun være fyldt 100 år

Copyright Ridehesten.com
Lis Hartel og Jubilee. Foto: Getty Terry Fincher

Lis Hartel blev født den 14. marts 1921 og var en af dansk ridesports første store navne. Hun blev særligt husket for at hun i 1944 blev lammet af polio hvorefter hun kæmpede sig tilbage og på imponerende vis vandt sølv med hesten Jubilee ved sommer-OL 1952 i Helsinki og igen ved sommer-OL 1956 i Stockholm.

Da Lis Hartel stod på medaljeskamlen i 1952 var det første gang i OL-historien at en disciplin endte med at en kvinde stod på samme medaljeskammel som en mand. Det var derfor et meget følelsesladet øjeblik da guldmedaljevinderen Henri Saint Cyr hjælp Lis Hartel op på sejrsskamlen ved præmieoverrækkelsen. Ud over to gange OL-sølv vandt Lis Hartel flere danske mesterskaber og blev i 1954 uofficiel verdensmester i dressur. Det første officielle verdensmesterskab fandt nemlig først sted i 1966.

Hendes præstationer havde således stor betydning for polioramte og andre handicappede. I Holland er et poliocenter opkaldt efter hende. Hun blev som den første skandinav optaget i The International Women’s Sports Hall of Fame i New York 1994. I 2007 hædrede rideforbundet Lis Hartel med æresmedlemskab af forbundet for sin store betydning for dansk ridesport. Lis Hartel døde 87 år gammel i februar 2009.

Se den flotte artikel med billeder og video hos DR Sporten HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner