Thomas Bach Jensen
Der er stutterinavne som vedvarende formår at gøre sig positivt bemærket og som mange, på tværs af generationer, kan nikke genkendende til årti efter årti. Derfra udspringer nogle af de stærke hoppestammer, som har været med til at lægge grundstenene for Dansk Varmblods nuværende succes.
Et af disse er Stensvang-stammen. Årets Ældre Dressurbetonede Avlshoppe 2026 er Vanessa Stensvang EGRDH e. Lobster/Diamond, opdrættet af Niels Herman Schmidt. Hun er selv kåret med guldmedalje i 1999, hvor hun blev Årets Hoppe og opnåede i 2009 status som elitehoppe. Vanessa Stensvang har fået sit sidste føl i 2014, men hun er mor til intet mindre end 11 afkom og heraf kan nævnes flere elitehopper: Vika Stensvang, Viktoria Stensvang, Viola Stensvang.
Men Vanessa Stensvangs avlsmæssige aftryk begrænser sig ikke kun til flotte medaljemodeller og avlsmæssige resultater indenfor egne rækker. Hun har i høj grad også sat sit præg på Dansk Varmblods renomme og været med til at sætte Dansk Varmblod på verdenskortet i international sport på allerhøjeste niveau. Gennem Vika Stensvang ERDH e. Blue Hors Zack er hun mormor til den betydelige guldmedaljehoppe Valerie B e. Revolution. Hun har to gange været finalist ved UVM, hvor hun sammen med Anne Mette Strandby Hansen sluttede på 4. pladsen begge gange. Hun er vinder af kvalifikationen til Nürnberger Burgpokal i år, redet af Dorothee Schneider.
Vanessa Stensvangs mest berømte oldebarn er Wendy de Fontaine e. Sezuan/Blue Hors Sporano opdrættet af Kurt Gosmer. Vanessa Stensvangs datter Viola Stensvang ERDH er mor til Skovens Vanilla RDH, som er mor til Wendy de Fontaine, der har et imponerende CV med medaljer ved OL, VM og EM sammen med tyske Isabell Werth.
Vanessa Stensvangs har gennem sine efterkommere på forbilledlig vis været med til at sætte fokus på og fremhæve kvaliteten af Dansk varmblods avl, når den er bedst. Hun har ikke alene vist sig i besiddelse af kvaliteter, som har bragt hende selv helt i front og værdig til guldet. Hun er ligeledes en avlshoppe som har præsteret den svære bedrift også at videregivet disse egenskaber i generationer gennem hendes døtre og disses afkom.
Hun er en hoppe, som viser, at avl og sport hænger umiskendeligt sammen. En hoppe, der har skabt kvalitet, kontinuitet og en avlslinje med international gennemslagskraft og præstationsblod på højeste niveau.
Stort tillykke til Vanessa Stensvang – Årets Ældre Dressurbetonede Avlshoppe 2026.
Nogle gange strålede fortidens stjerner måske ikke så klart på daværende tidspunkt, men med tiden har vi fået øje på, at de har kastet deres lys over generationer af heste – og derfor fortjener disse, fortidens stjerner, at blive hædret i nutiden. På den baggrund stiftede Dansk Varmblod i 2021 Matinés Vandrestatuette. Det er en prestigefyldt pris, der netop har til formål at hylde de hopper, som har vist sig at sætte sit præg på avlen i Dansk Varmblod over tid, og som stadig skiller sig ud i afstamningerne på de stjerner, der skinner klart på nutidens dressurscener. Den smukke vandrestatuette er en miniaturekopi af den store statue, man kan opleve på græsplænen foran Vilhelmsborgs hovedbygning, som bl.a. rummer Dansk Varmblods sekretariat.
Hopper, der tidligere har fået tildelt Matinés Vandrestatuette:
2025: ROMANIK EBRDH e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro. Opdrættet af Marianne Helgstrand.
2024: POLKA NEXEN ERDH e. Temple Wind/Pilar. Opdrættet af Hans Jul Andersen.
2023: CLARA ERDH e. Carano/Resident. Opdrættet af Christine Nørgaard Thomsen.
2022: ATTERUPGAARDS DICTE ERDH e. Caprimond E.H/Donnerhall. Opdrættet af Atterupgaard.
2021: BØGEGÅRDENS DON ROMINA EGRDH e. Blue Hors Don Schufro/Lionell. Opdrættet af Theodor Schmidt.