– Mine drømme de vokser og vokser

16-10-2023 07:03

Amatørrytter Kecia Sanvig vandt i weekenden B-finalen for 4-års heste til Pavo og DRF's championatsfinale for unge dressurheste og blev samlet nr. 13

Copyright Ridehesten.com
Kecia Sanvig og Foxy Secret MJ. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekenden var landets bedste unge dressurheste samlet på Blue Hors for at ride Pavo og DRF's championatsfinale. Startlisterne var domineret af professionelle ryttere, og niveauet hos unghestene var højt. Men ind i mellem de mange professionelle ryttere, var der også nogle enkelte amatørryttere til start. En af dem var Kecia Sanvig, der viste den 4-årige hoppe Foxy Secret MJ e. Secret/ De Noir (opdr. Victoria og Claus Mortensen Johnsen) frem og blev vinder B-finalen for de 4-årige heste. 

Kecia Sanvig på 24 år købte Foxy Secret MJ, da hun var lige knap et år for sin børneopsparing og tilred hende selv. Hun har selv betalt for at have Foxy Secret MJ lige siden, også mens hun var under uddannelse. 3 år senere rider de på banen i finalen af unghestechampionatet for 4-års.

– Vi havde regnet med måske at blive nummer sidst i B-finalen. Men så at vinde den og blive nr. 13 samlet, det er jo fuldstændig sindssygt. Sådan lyder det fra Kecia Sanvig dagen efter finalen, hvor oplevelsen har fået lov til at bundfælde sig. 

Allerede ved championatskvalifikationen gik det over alt forventning for Kecia Sanvig og Foxy Secret MJ. Ekvipagen vandt nemlig den indledende kvalifikation i Midtsjællands Rideklub i slutningen af maj og var dermed direkte kvalificeret til finalen på Blue Hors. Kecia Sanvig fortæller selv, at de blot havde et mål om at nå til mellemrunden. 

Ros fra dommerne og  Laudrup-Dufour
Dommerne var også begejstrede for den smukke hoppe. I B-finalen fremhævede de især Foxy Secret MJ's skridt og ridelighed. Her blev de blev bedømt med karaktererne 8,8 for trav, 9,0 for skridt, 8,6 for galop og 8.8 for både ridelighed og kapacitet, hvilket bragte dem på en samlet score på 88%. I den endelige finale sluttede parret på 83,2%, og de blev nr. 13 i feltet på 22 ryttere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hoppen blev også bemærket af Cathrine Laudrup-Dufour, der selv havde to heste med i 4-års finalen. 

Efter jeg havde redet den første runde i kvalifikationsklassen, kom hun og sagde til mig, at hun var meget imponeret over både min hest og mig. Jeg var helt beæret over at få lov til at ride sammen med hende i går. 

Copyright Ridehesten.com
Kecia Sanvig med Foxy Secret MJ og Cathrine Laudrup-Dufour og Farringhton. Foto: Privat

Kecia Sanvig har efter ridtet på Blue Hors fået blod på tanden. Træneren, Bjarne Ellefsen, har spillet en vigtig rolle i Kecia Sanvigs vej til finalen, og han bakker op om hendes drømme for fremtiden med Foxy Secret MJ. 

Mine drømme de vokser og vokser hver gang, at vi har opnået noget mere. Da jeg købte hende, håbede jeg på at lave en god ridehest og måske kunne starte en MB0 en dag. Nu siger min træner Bjarne Ellefsen, at jeg godt kan drømme om at ride Grand Prix en eller anden dag. 

Finaleklassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen