Nanna og Blue Hors Znickers er fortid

09-08-2025 11:23

Den 12-årige tyskopdrættede Blue Hors Znickers fik i februar 2025 sin World Cup-debut under Nanna Skodborg Merrald, og fremtiden for det harmoniske par så yderst lovende ud. Nu er deres tid på banerne sammen et overstået kapitel, da Blue Hors Znickers er blevet solgt

Copyright Ridehesten.com
Den harmoniske ekvipage Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers er nu fortid, da vallakken er blevet solgt. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Da Blue Hors tilbage i juli måned meddelte, at de genoptog stævnedeltagelsen efter godt og vel fire måneders pause, var en af de ekvipager, man måske glædede sig til at se i aktion igen Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers. Desværre er det ikke længere en realitet, da Blue Hors netop har offentliggjort, at den 12-årige tyskopdrættede vallak efter Blue Hors Zack/ De Niro er blevet solgt. 

Nanna Skodborg Merrald har selv uddannet Blue Hors Znickers til Grand Prix fra første stævnestart i 2020 i MB1. Ekvipagens største sejr kom i hus i oktober 2024, da Nanna og Blue Hors Znickers vandt den 3-stjernede Grand Prix Special til World Cup i Herning, og ved Lövsta Top 10-finalestævnet, der blev afviklet i december 2024 under Sweden International Horse Show, havde parret sin 5-stjernede debut. 

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers i deres World Cup-debut ved Göteborg Horse Show i starten af året. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Ved Göteborg Horse Show i februar 2025 havde Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers sin World Cup-debut, hvor de på førstedagen red et hæderligt resultat hjem på 70,783%, men i andendagens Grand Prix kür shinede han for alvor og leverede et enormt flot resultat på 79,270% til stor tilfredshed for både Nanna selv og hele teamet fra Blue Hors. 

Nu er den harmoniske duo dog fortid, da Blue Hors i et Instagram-opslag netop har delt, at vallakken er solgt. I opslaget skriver de, at det er med smil, tårer og uforglemmelige mange minder, at de nu sender Znickers videre på sin næste rejse. I opslaget takker de desuden den store vallak for den fantastiske rejse, de har haft sammen, og påpeger, at han vil blive utrolig savnet i stalden. 

Se Instagram-opslaget herunder: 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Et opslag delt af Blue Hors (@blue.hors)

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen