Nord-Vest Box Cup skudt i gang hos SPR

18-05-2019 21:52

Camilla Tiefensee Schrøder

I dag blev vinderne fundet ved den første kvalifikation af Nord-Vest Box Cup. Som noget nyt i år er også kat. 1-ponyer inkluderet i den populære turnering for ponyspringryttere

Copyright Ridehesten.com
Izabella Tardrup Frandsen og Play Misty For Me vandt LA2* for kat. 1 i Nord-Vest Box Cup-kvalifikationen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kat. 1-ponyerne var med for første gang, da sæsonens første Nord-Vest Box Cup-kvalifikation løb af stablen i dag ved Sportsrideklubbens. Det var en dejlig solrig dag, hvor Bernstorffsparken viste sig fra sin bedste side med grønt græs under den blå himmel. Og der blev vist masser af flot springning, lyder meldingen fra Sportsrideklubbens formand, Jakob Leth.

Vinderen i LA2* for kat. 1 blev Izabella Tardrup Frandsen på Play Misty for Me, som opnåede 9.0 point og den hurtigste omspringningstid på 36.28 sekunder. Det var tæt i toppen med tre ryttere, der alle havde samme stilkarakter, så klassen blev afgjort på tiden. Andenpladsen gik til Mathilde Schur Pedersen på Cummermore Dolly og nummer tre blev Frida Munk Lassen på Lorena We.

I LA2* for kat. 2 var det Camille Hartvig Nielsen på Lachain's Dutchess, der vandt med 9.1 point, mens vinderen af LA2* for kat. 3 blev Andrea Ryby på Happy. Hun vandt med 9.0 point.

Mathilde Schur Pedersen og Cummermore Dolly var på banen igen i MB1* for kat. 1, og denne gang kunne de dele førstepladsen med Isabel Vang Hvitved og Miss Bailey, da begge ekvipager sluttede på 8.9. LA2*-vinderen Camilla Hartvig Nielsen kom på tredjepladsen med 8.8 point på Ballybaloo.

Som eneste rytter med karakteren 9.0 vandt Karla Langgaard Ekstrand og Woodside Golden MB1* for kat. 1, mens Selma Hundborg Dresler og Nørgaard's Ronja tog sejren i MB1* for kat. 3 med et resultat på 8.6.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nord Vest-Box Cup er en stilturnering for ponyspringryttere på distriktsniveau med det overordnede formål at fremme og belønne korrekt ridning. Kvalifikationerne afvikles i LA2* og MB1* i perioden maj-september. Ekvipagerne optjener point i samtlige kvalifikationer, og det er de 15 ekvipager i hver kategori med flest point, der er kvalificeret til finalen, der afvikles i Jyske Bank Boxen ved World Cup Herning i uge 42 – d. 16. – 20. oktober.

Der blev også afviklet en lang række landsstævneklasser ved stævnet i dag. Se start- og resultatlisterne.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen