SAO byder velkommen til Jysk Mesterskab

06-11-2026 12:19

Sportsrideklubben Aalborg byder i denne weekend velkommen til Jysk Mesterskab i dressur. Med 110 starter og ponyerne på mesterskabsprogrammet er der lagt op til en weekend med en masse dressur på flere niveauer på Finstrupgaard

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend byder Sportsrideklubben Aalborg velkommen til landsstævne i dressur med Jysk Mesterskab. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I denne weekend samles dressurryttere hos Sportsrideklubben Aalborg, der i forbindelse med deres landsstævne i dressur for heste og ponyer også afvikler Jysk Mesterskab i dressur. Med 110 starter fordelt over tre dage er der lagt op til en weekend med dressur på flere niveauer, og i år er ponyerne også kommet med på mesterskabsprogrammet. 

I denne weekend, fra den 5.-8. november, er Sportsrideklubben Aalborg vært for årets Jyske Mesterskab i dressur. Stævnet afvikles på de fantastiske faciliteter på Finstrupgaard, hvor ryttere fra både Jylland og resten af landet er velkomne til at deltage. 

Efter at sidste års udgave af mesterskabet måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger, er SAO igen klar til at samle dressurrytterne i Aalborg. Denne gang er ponyerne også inviteret med i kampen om mesterskabstitlerne, så der i år rides om titler for både hest og pony og i forskellige sværhedsgrader. 

Stævnet starter allerede i dag, fredag eftermiddag, hvor ponyrytterne skyder weekenden i gang med en PRI for både kat. I og kat. II. Herefter overtager hesterytterne banen, hvor der skal rides MB1, mens aftenen byder på en Prix St. Georges med ti ekvipager til start. 

Copyright Ridehesten.com
Faciliteterne fik sidste år noget af en overhaling, og er siden blevet vedligeholdt efter alle kunstens regler. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Mesterskab i flere sværhedsgrader
For hesterytterne afvikles Jysk Mesterskab i tre forskellige sværhedsgrader: middelsvær, svær og Grand Prix. Mesterskabet afgøres på baggrund af rytternes bedste resultat fra enten fredag eller lørdag samt søndagens ridt. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I middelsvær rides der MB1, MB2 og MB3, mens rytterne i den svære kategori skal ride Prix St. Georges, Intermediare I og Grand Prix. I Grand Prix-mesterskabet rides der Intermediare II, Grand Prix og Grand Prix Special. 

Der er seks starter tilmeldt mesterskabet i middelsvær, og ti starter tilmeldt i den svære kategori. Foruden Jysk Mesterskab rides klasserne også som individuelle klasser, og i søndagens Prix St. Georges er der desuden 14 ekvipager til start. 

Copyright Ridehesten.com
Det bliver en spændende weekend med masser af dressur på programmet i Aalborg. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Ponyerne får deres eget mesterskab
Som noget nyt har Sportsrideklubben Aalborg i år også inkluderet ponyerne i mesterskabsprogrammet. Her er alle ponyryttere, der rider fredag og/eller lørdag samt søndag, automatisk med i konkurrencen om titlen som jysk mester.

Ponymesterskabet afvikles uden pengepræmier, men med sløjfer og gaver til de placerede ryttere. I lørdagens PRT for kategori I er der desuden 11 ekvipager på startlisten. 

Foruden mesterskabsklasserne byder stævnet på almindelige klasser for både hest og pony, og rytterne kan deltage i de enkelte klasser uden at være en del af mesterskabet. Søndag skal årets mestre findes, når de sidste mesterskabsklasser afvikles på Finstrupgaard.

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner