Succes for Benedicte i Opglabbeek

31-10-2026 18:00

Annika Knudsen Lorentsen

Benedicte Schmith Søndergaard har ved sit kun andet internationale stævne i karrieren sikret sig en sejr i dag i belgiske Opglabbeek, og hun fortæller, at hun er meget stolt over resultatet

Copyright Ridehesten.com
Benedicte Schmith Søndergaard med Blue Hors Livius ved DM tidligere på året. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

20-årige Benedicte Schmith Søndergaard sikrede sig i dag en international sejr i belgiske Opglabbeek. Med Blue Hors Livius red hun sig til tops i ungrytternes individuelle konkurrence ved Festival 4 Dressage, hvor parret opnåede 69,510 procent.

Der var 12 ekvipager til start i klassen, og den danske ekvipage sluttede øverst på resultatlisten. Sejren kom efter en fjerdeplads i holdkonkurrencen torsdag, hvor Benedicte og den 10-årige vallak opnåede 66,873 procent.

Stævnet i Opglabbeek har haft særlig betydning for den unge dansker. Det var nemlig hendes og Blue Hors Livius' første stævne i udlandet, og samtidig er det blot hendes andet internationale stævne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg havde en supergod tur med en masse højdepunkter. Det er Livius og mit første stævne i udlandet, så jeg er mega stolt af, hvordan han har taget det hele, fortæller Benedicte efter sejren.

Arbejder med heste hos Betina Jæger
Til daglig arbejder Benedicte Schmith Søndergaard som fuldtidsansat hos Betina Jæger, hvor hun hjælper med uddannelsen af hestene i stalden.

Med Blue Hors Livius, der også er kendt under navnet Leopard M, har hun opbygget en ekvipage, som nu også har markeret sig internationalt. Vallakken er efter Gotcha Utopia/Jazz og er med sine 10 år fortsat i udvikling som sportshest, og det bliver spændende at se hvad ekvipagen kan udvikle det til.

Med lørdagens sejr i Opglabbeek har Benedicte og Livius fået en flot afslutning på deres første internationale stævne i udlandet. Et resultat der kommer i rækken af flere flotte præstationer i 2026, hvor ekvipagen tidligere på året vandt bronze ved DM for ungryttere.

Copyright Ridehesten.com
Benedicte Schmith Søndergaard vandt DM-bronze tidligere på året for ungryttere. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Læs også

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen