Ny CFO til Helgstrand

29-04-2020 12:02

Corona har kastet skygger over dansk erhvervsliv, men hos Helgstrand Dressage udnyttes tiden til at styrke organisationen yderligere ved at ansætte Morten Bradsted Nielsen som ny CFO. Han skal bidrage til at udbygge Helgstrands markedsposition samt katalysere virksomhedens fortsatte positive vækst

Copyright Ridehesten.com
Morten Bradsted Nielsen. Foto: Helgstrand Dressage

Helgstrand Dressage er endnu en ung virksomhed, men hører til blandt verdens førende inden for hestebranchen. En efter en tilfører Helgstrand de største profiler til organisationen, der allerede tæller flere prominente navne, som eksempelvis Dr. Ulf Möller fra Hof Kasselmann og Esben Møller fra Blue Hors. Og nu kan virksomheden bryste sig med at have ansat en CFO med stor og international erfaring med de opgaver, som Helgstrand Dressage står overfor i den næste fase af virksomhedens udvikling.

– Vi vil kun have de allerbedste, for på den måde kan vi blive de allerbedste. Da Waterland Private Equity købte sig ind i Helgstrand, steg ambitionerne for alvor om at blive verdens førende ridesportsvirksomhed, men det kræver dygtige folk at eksekvere den strategi, vi har lagt for dagen. Derfor glæder det mig at kunne byde Morten velkommen, der qua sine mangeårige erfaring som økonomidirektør i internationalt succesfulde foretagender kan bidrage med sine analytiske og finansielle kompetencer til at hjælpe Helgstrand til at realisere virksomhedens ambitiøse vision, fortæller Andreas Helgstrand.

Morten Bradsted Nielsens erfaring indbefatter toplederstillinger i forskellige brancher, som spænder fra reklamebranchen over mejerivirksomhed til SaaS virksomhed. Et bredt spektre, hvor fællesnævneren har været Mortens nøgleposition som værende ledelsens strategiske samarbejdspartner, der giver den nødvendige analytiske indsigt samt prioritering af de forretningsmæssige vækstmuligheder set ud fra et værdiskabende og bæredygtigt perspektiv.

– Jeg må ærligt indrømme, at hestebranchen er for mig et ukendt land, men jeg glæder mig utrolig meget til at betræde det i følgeskab af det dybt passionerede team, der er drivkraften bag Helgstrand. Jeg er virkelig imponeret over, hvad virksomheden har opnået hidtil, og jeg glæder mig til at dykke ned i Helgstrands forretningsmodel og til at bidrage med mine kompetencer til at indfri virksomhedens ambitiøse vækstmål, fortæller Morten Bradsted Nielsen.

Morten Bradsted Nielsen tiltræder stillingen som CFO hos Helgstrand Dressage pr. 1. maj 2020.

/Pressemeddelelse

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen