Nybagt mor vandt i Verden

10-08-2019 16:18

Camilla Tiefensee Schrøder

Dressurrytteren Katrine Kraglund har denne weekend vundet kvalifikationen til Bundeschampionatet for 5-årsheste i Verden. For fem måneder siden blev hun mor, så hun og groomen har nok at se til med både unghest og baby ved det internationale stævne

Copyright Ridehesten.com
Karina Kraglund til stævnet i Verden med sønnen Charlie, hund, hest og sin dygtige groom Emmelie Elsass. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Danske Katrine Kraglund deltager denne weekend i det internationale stævne i Verden med unghesten Quintessential 4 e. Quaterback/Cordoba, som hun rider for sin kunde i USA, Ellesse Gundersen. I torsdags vandt hun den ene afdeling af kvalifikationen til Bundeschampionatet for 5-års dressurheste med en flot score på 8.3, og hermed har hun kvalificeret sig til hannoveranerfinalen på søndag og Bundeschampionatet i Wahrendorf i begyndelsen af september. (se resultatlisten)

Hund, hest, groom og baby
Men det er ikke kun en ung 5-årshest, hun skal tage sig af ved stævnet. Hun har også sin lille dreng på fem måneder med til det store stævne i Tyskland.
– Jeg har en rigtig god hjælper med, men der er meget at se til, fortæller Katrine Kraglund over telefonen med babylyde i baggrunden.
– Jeg timer det med, at han sover, når jeg rider. Men vi har hænderne fulde, siger dressurrytteren,  hvis team denne weekend består af hund, hest, groom og baby.

Nybagt mor med ambitioner
Som man kan se på resultatlisten, går det hele som det skal, men det er ikke helt uden udfordringer.
– Det er jo en ung hest, og når jeg skal op på den og trækkes ind på banen kan den godt blive lidt skræmt af atmosfæren. Der kan groomen ikke bare gå fra babyen, og det kan godt være lidt upraktisk. Men det at være mor i sig selv er jo skønt, så det er bare med at få det til at fungere, siger Katrine Kraglund.
Når hun tager Bundeschampionatet får hun dog ekstra assistance, da hendes forældre kommer med som babysittere. Hendes mand er professionel golfspiller og er også på farten til turneringer i weekenderne.
– Når man har ambitioner, må man jo prøve at få det hele til at hænge sammen. Det kan godt lade sig gøre, samtidig med at man er en god mor, slutter hun.

Nyheden fortsætter efter annoncen



 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen