Nyt stævnekoncept på vej til de unge dressurryttere

06-12-2012 14:05
DYD - Danish Youth Dressage er et brand nyt stævnekoncept, som henvender sig til de unge dressurryttere, der er gået fra pony til hest. Alt for mange unge ryttere falder fra efter ponytiden, fordi det ganske enkelt er for svært at ride med og fordi de savner jævnaldrende selskab i forbindelse med stævnerne.
Copyright Ridehesten.com

Fastholdelse af de unge dressurryttere i sporten er vigtigt for den fremtidige talent-og eliteudvikling. Rideforbundet og Dressurudvalget har netop godkendt et nyt stævnekoncept rettet mod de unge dressurryttere til og med det fyldte 21. år. Arrangørerne bag DYD - Danish Youth Dressage, som stævnekonceptet kommer til at hedde, udtaler følgende: "Hensigten bag DYD – Danish Youth Dressage - stævnerne er at samle de unge dressurryttere, der rider hest ved weekendstævner, hvor der er dressurklasser på både distrikts- og landsplanniveau. Alt for mange unge ryttere falder fra efter ponytiden eller efter de første år som junior/senior, fordi det ganske enkelt er for svært at ride med og fordi de savner jævnaldrende selskab i forbindelse med stævnerne. Hensigten har derfor været at skabe et stævnekoncept, hvor de unge ryttere kan mødes med deres jævnaldrende venner fra sporten, uanset om rytterne er klar til juniorklasserne på landsplan forholdsvis hurtigt eller om rytterne først skal i gang på distriktsplan ex. med ny og/eller yngre hest. - Vi tror på, at det vil øge motivationen blandt de unge konkurrenceryttere, hvis vi skaber et stævne hvor rytterne dels kan lade sig inspirere af hinanden, og dels hvor rytterne ikke mister modet i konkurrencesammenhænge, fordi de for tidligt skal ride mod de "professionelle", hvor kun få af dem kan klare sig. Samtidig er det også vigtigt at anerkende det sociale islæt i netop de år, hvor så meget andet trækker. Vi håber på, at vi med DYD – stævnerne har ramt et behov og at vi dermed kan være med til at bidrage til at fastholde flere unge dressurryttere i sporten – også til gavn for fortsat udvikling på konkurrence- og eliteplan, lyder det i en pressemeddelelse. - Nu skal vi i gang med at finde sponsorer, som vil bakke op om afviklingen af stævnerne, så det også bliver attraktivt for klubberne at byde ind for afviklingen af stævnerne. De første to stævner er allerede programsat: første stævne finder sted med Aarhus Rideklub som arrangør på Vilhelmsborg i weekenden d. 19-21.april 2013. Her vil stævnet blive afviklet samtidig med landsstævne i springning, hvor der også udskrives children og juniorspringklasser. Andet stævne bliver første weekend i juli i Hjallerup Rideklub i forbindelse med afviklingen af ponydressurlandsstævne, slutter pressemeddelelsen fra DYD.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen