Pether Markne er klar til at undervise Firkløverets ryttere

21-01-2022 16:32

Annika Knudsen Lorentsen

Firkløverets Springakademi byder ved deres næste clinic på Riders Cup en ny underviser velkommen i teamet. Her kommer svenske Pether Markne for at undervise akademiets U25-ryttere, og han glæder sig til at arbejde med rytterne og videreformidle de værktøjer, som han mener er vigtige for at udvikle en god springrytter og en tilpas hest

Copyright Ridehesten.com
Peter Markne. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved de sidste clinics i Firkløveret Springakademi har Emil Hallundbæk stået for undervisningen af akademiets U25-ryttere, men da Emil skal til stævne i Spanien, når den næste clinic afholdes, har akademiet skaffet en ny stor træningskapacitet.

Det bliver ingen ringere end svenske Pether Markne, som vil stå for U25-rytternes undervisning ved arrangementet den 11.-13. februar, hvor publikum som altid er velkomne. Det gælder også trænere, som har lyst til at få inspiration fra akademiets trænere. Arrangementet foregår på Riders Cup.

Pether Markne har selv deltaget ved OL i dressur tilbage i 2000, og han er en særdeles erfaren underviser i både dressur og springning, og har blandt andet erfaring som landstræner for det norske elitehold i både dressur og springning. Den svenske træner passer godt ind i akademiet, hvor det i forvejen er den svenske trænerduo Maria Gretzer og Björn Carlsson, samt Emil Hallundbæk, der står for undervisningen.

– Jeg har kendt Maria det meste af mit liv, vi har en rigtig god relation og er meget enige om hvilke principper hestene skal trænes efter, forklarer Pether, som glæder sig til at undervise rytterne i akademiet.

– Jeg er beæret over at undervise og hjælpe unge ryttere, og har i forvejen meget erfaring med netop det. Jeg er privilegeret over at kunne bidrage med min undervisning i akademiet, og jeg glæder mig til at arbejde med rytterne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Svenske trænere skal udvikle akademiets ryttere
Akademiets unge danske ryttere er vant til svensk trænerkapacitet, og netop de principper, som Maria og Björn arbejder med, er Pether meget enig i.  

– Maria er ekstrem grundig, og vi er begge enige om, at det gælder om at arbejde mod, at få hesten så afslappet og tilpas som muligt. En afslappet hest har bedre mulighed for at præstere og vinde medaljer, end en anspændt hest. Det bør derfor altid være rytterens mål, og det er samtidig vigtigt, at man som rytter formår at ride hesten ud fra de forudsætninger, som den enkelte hest har, forklarer Pether.

– I Sverige har landstræner Henrik Ankarcrona i mange år arbejdet efter at skabe forståelse for den moderne ridning, og det er netop det, som jeg også arbejder med i min undervisning. Rytterne skal have forståelse for, at man nogle gange må gå to skridt tilbage for at kunne gå tre skridt frem. Rytternes indvirkning og position på hesten er vigtig, for en hest, der er tilpas under sin rytter, har en meget bedre forudsætning for at præstere, slutter han.

Akademiet er rigtig glade for at kunne byde endnu en stærk trænerkapacitet velkommen, og akademiet tror på, at de svenske trænere kan udvikle akademiet ryttere, og dermed sætte et positivt præg på den danske springsport.

– Vi er virkelig glade for, at vi har kunne hente Pether ind som træner, når Emil ikke har muligheden for at undervise U25-rytterne ved næste clinic. Pether er en virkelig dygtig træner og vi glæder os meget til at byde ham velkommen, understreger René Holstein, som er formand for Firkløverets Springakademi.

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen