Rikke Belinda Barker sejrer i Marokko

22-09-2024 21:26

I denne weekend har den danske springrytter, Rikke Belinda Barker, været til start ved et firestjernet springstævne i Marokko. Rikke har hele weekenden redet flotte runder, men i dag kulminerede det hele i en suveræn sejr

Copyright Ridehesten.com
Rikke Belinda Barker og Pico Hcc vandt i dag 145 cm til Morocco Royal Tour. Foto: Privat.

I denne weekend samt de næste to uger, er der Morocco Royal Tour 2024, hvor Danmark er flot repræsenteret af Rikke Belinda Barker, der til dagligt bor og træner sine heste i Belgien. Stævnet blev skudt flot i gang i torsdags, og med suveræne præstationer fra den danske springrytter hele weekenden, kulminerede det hele med en sejr i dagens CSI4* Longines Ranking 145 cm-klasse

Med et yderst spændende startfelt på 35 stærke ekvipager fra blandt andet Italien, Frankrig og Spanien, var der lagt op til en eftermiddag med spænding i højsæde, og det fik vi. De 12 bedste ekvipager fra hovedrunden skulle nemlig ud i en omspring om sejren, hvor Rikke Belinda Barker og den 11-årige vallak, Pico Hcc e. Clarimo/ Quintero, var én af dem. Parret havde nemlig med en suveræn fejlfri runde sikret sig en plads i den spændende omspringning. 

Da omspringningen begyndte, var der kun én anden rytter, der havde redet fejlfrit i hoverunden, nemlig spanske Armando Trapote med Karl P e. Carrera VDL/ Burggraaf NV. Men som alle ved, kan en enkelt bom være dyr i en omspring, og derfor var ekvipagerne med tidsfejl eller en enkelt bom altså ikke dømt helt ude af konkurrencen endnu. Otte ekvipager formåede at klare sig igennem omspringningen fejlfrit, hvilket blot skabte endnu mere spænding, da det lagde pres på Rikke for at ride ikke bare en fejlfri runde, men også en hurtig en af slagsen. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke sikrede sig efter en fejlfri hovedrunde en plads i omspringningen. Her ses hun med Tabalou Ps, som hun også har med i Marokko. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Den rutinerede dansker bukkede ikke under for presset, og med en fejlfri runde red hun over målstregen i tiden 38,44 sekunder, og var altså dermed sikret minimum en andenplads. Den anden rytter, der havde redet fejlfrit i hovedrunden, spanske Armando, klarede sig også igennem omspringningen fejlfrit, og derfor var det altså tiden, der var altafgørende. Heldigvis lød Armandos tid på 38,68 sekunder og dermed kunne Rikke Belinda Barker og Pico Hcc kalde sig vinder af klassen

Jeg er virkelig glad for sejren i dag. Pico er en fantastisk hest og han var med på legen hele vejen i dag! Jeg ser frem til endnu to uger her i Marokko med mine tre heste og håber på flere gode resultater, sagde en glad Rikke til Ridehesten umiddelbart efter sejren. 

De næste to uger står altså ligeledes på stævne i Marokko for Rikke Belinda Barker, der har de tre heste Empire Sbk Z e. Elvis Ter Putte/ Quintero Z, Tabalou Ps e. Taloubet Z/ Balou du Rouet og dagens vinder, Pico Hcc med sig. 

Se stævnets resultatliste her. 

Se Rikke og Picos lynhurtige omspringning i opslaget herunder:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner