Schou: 2023 har været fantastisk

26-12-2023 18:06

Annika Knudsen Lorentsen

Igennem 2023 har Andreas Schou opnået mange flotte resultater, og han fortæller i et interview til ridehesten.com, at det har været et fantastisk år, og at han håber på at kunne holde momentum i 2024, hvor OL i Paris er det store mål

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou ved Falsterbo Horse Show 2023. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

2023 er næsten nået vejs ende, og en af dem, som kan kigge tilbage på et godt sportsligt år, er Andreas Schou, som pt. er Danmarks bedste springrytter. 

Igennem sæsonen har han opnået mange store resultater, herunder en femteplads ved World Cup-finalen i Omaha i april måned og flere Grand Prix-placeringer ved Global Champions Tour-stævner i løbet af sæsonen. 

Med den succes, er det sjovt at rejse rundt og prøve at ride en sæson som den jeg har haft i 2023 [Andreas Schou]

– Det har været et fantastisk år, som startede med målet om at komme i World Cup-finalen, hvilket lykkedes efter kvalifikationen i Göteborg i februar. Det at komme til finalen i Omaha og blive nr. 5 toppede præstationen. Derudover har det været en fantastisk sæson på hold i Global Champions League, og hestene har udviklet sig, fortæller Andreas og fortsætter: 

– Det har været dejligt at producere flere heste til højeste niveau, som har muliggjort salg af gode heste, uden at jeg modsat tidligere, er blevet så hårdt ramt i forhold til mine egne sportslige ambitioner. Vi er nået et sted, hvor vi har flere heste i stalden at vælge imellem til højeste niveau, og der er hele tiden nye på vej.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou. Foto: Ridehesten.com

Et godt team
Der har ikke været mange uger uden stævne for Andreas' vedkommende i 2023, men han fortæller selv, at det hele har fungeret godt.

– Jeg er rigtig heldig fordi, jeg ikke har så meget organisatorisk stress omkring mig. Jeg er fantastisk hjulpet både af teamet på kontoret og mit team i stalden, som sørger for, at det hele kører rigtig godt omkring mig. Der har selvfølgelig været afsavn i forhold til, at jeg ikke ser mine børn så meget, men jeg synes, at vi har formået at finde en god rytme, hvor de også har været med løbende, så vi alligevel har haft tid sammen, forklarer Andreas og understreger:

– Med den succes, er det sjovt at rejse rundt og prøve at ride en sæson som den, jeg har haft i 2023.

Fakta
Om Andreas Schou
  • 37 år
  • Driver Absolute Horses med sin bror Christian Schou ved Sommersted syd for Kolding
  • Deltog ved OL i Tokyo 2021
  • Har deltaget ved VM og EM flere gange
  • Har flere store Grand Prix-resultater bag sig, herunder sejr på 5-stjernet niveau
  • Blev 5'er ved World Cup-finalen 2023
  • Har repræsenteret Danmark ved et utal af nationsspringninger
Fold up

LGCT og GCL med Istanbul Warriors
I 2023 har Andreas været en del af Global Champions League-holdet Istanbul Warriors, som Efe Siyahi står bag. Som en del af holdet har Andreas haft en aktiv sæson i Global Champions Tour, hvor han har leveret flotte resultater både individuelt og med holdet. 

– Efe har været en rigtig god manager, og han har sørget for at opfylde alles ønsker. Jeg var lidt nervøs for, at jeg ville ende med at bruge hestene for meget i forhold til, hvad jeg foretrækker, men vi har løbende lagt en god plan og haft heste nok til, at vi har kunne passe på hestene. Det betyder, at vi kommer ud af sæsonen med heste, som fortsat er på toppen og i god form, forklarer Andreas og løfter sløret for næste års deltagelse i LGCT og GCL:

– Næste år bliver der to udskiftninger på holdet, men ellers er det samme hold der fortsætter. Jeg glæder mig rigtig meget til endnu en sæson med teamet på Istanbul Warriors. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas med Darc de Lux ved EM 2023. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Blikket rettet mod 2024
Der er kun fem dage til 2023's sidste dag, og nu er øjnene rettet mod 2024-sæsonen, hvor målet om deltagelse ved OL, er en stor prioritet for Andreas. Selvom året ikke helt er afsluttet, står det klart, at Andreas vinder OL-ranglisten for gruppe A, som betyder, at Danmark får en individuel plads ved OL i springning i Paris, og den håber Andreas selvfølgelig, at han skal udfylde. 

– Mit håb for 2024 er at holde momentum og lave gode resultater på Global-touren. Målet er selvfølgelig klart også OL i Paris, og her handler det om at lave en god plan for både Darc og Napoli, forklarer Andreas med reference til hans mesterskabshest gennem flere år Darc de Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augustinus) og hans nyeste hest i teamet Napoli VH Nederassenthof e. President/Quasimodo Z. 

– Det gælder om, at de får den rette mængde stævner, sådan at de både sparer på kræfterne og holder den gode form frem mod Paris.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen