Schou har igen succes

09-05-2024 21:26

Andreas Schou havde et særdeles succesfuldt stævne i Shanghai i sidste weekend. Han fortsætter stimen og har igen i dag - nu i Hamborg - redet endnu en top-10 placering hjem på højeste niveau

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Billy Matador tog i dag 8. pladsen i Hamborg. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske springrytter har i denne uge taget Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo og Darc De Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus) med sig i de femstjernede springklasser til det store og traditionsrige stævne i Hamborg, hvor hovedattraktionen er det tyske springderby. 

På Billy Matador red Andreas i dag, torsdag, CSI5* 155 cm, hvor ekvipagen med en nulrunde i hovedrunden og en enkelt bom i omspringningen placerede sig på 8. pladsen ud af de mere end 60 deltagende ekvipager. 

I sidste weekend red Andreas på det asiatiske kontinent i Shanghai, hvor han sammen med Napoli Vh Nederassenthof e. President/ Quasimodo Z og Lady Corlina e. Casiro/ Corlensky G opnåede flere topplaceringer, heriblandt en 5. plads i CSI5* 160 cm på førstnævnte af de to heste. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Shanghai var værter for sæsonens fjerde stævne i Longines Global Champions Tour rækken, og igen i år rider Andreas med i det, der kan kaldes med springssportens formel 1. Sammen med Istanbul Warriors stiller han desuden også op i holdversionen, Global Champions League, hvor sidste weekends gode ridt fra bl.a. Andreas' side placerede holdet som nr. 2 i Shanghai. Individuelt ligger Andreas efter sidste weekend på en usædvanlig og imponerende 5. plads i den samlede LGCT stilling. Han har redet tre ud af fire stævner; i Doha, Mexico City og Shanghai, og det har sammen indbragt ham foreløbigt 68 point. Der er dog stadig et stykke vej op til spanske Eduardo Alvarez Aznar, der fører med 97 point.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Billy Matador i 2023 i sædvanlig velspringende stil. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

I Hamborg er der ingen point at samle til Longines Touren, men der er til gengæld det prestigefyldte springderby, som afvikles søndag samt mange springklasser på højeste niveau.

Også to andre danske ryttere, Caroline Rehoff Pedersen med Chaccball og Calvin 115 samt Rikke Belinda Barker med Tabalou Ps og Empire Sbk Z, er taget til Tyskland. Der er dermed nok at holde øje med i Hamborg.

Følg med i stævnets start- og resultatlister her.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner