Sikker sejr til Totilas i Specialen

30-09-2010 00:26

Britt Carlsen

WEG Kentucky | Det blev til en sikker sejr til holladske Edward Gal og Moorlands Totilas, men den hest, som alle også taler om i Kentucky og jubler over er den danske varmblodsvallak Mistral Højris, som i dag fik sølv

Ved WEG i Aachen var det Andreas Helgstrands danske hoppe Matiné, som alle talte om, ved WEG i Kentucky er det den danske varmblodsvallak Mistral Højris, som er på alles læber. Den imponerende Michellino-søn leverede igen i dag en pragtpræstation, med flotte, regelmæssige passage og piaffe øvelser, imponerende flotte øgninger i både trav og galop og i det hele taget udstrålede Laura Bechtholsheimer og Mistral Højris en høj grad af elegance, harmoni og kontrollerbar power samt stor smidighed. De opnåede 81,708%. Det var dog langt fra nok til at true Edward Gal og Moorlands Totilas, der igen scorede adskillige 10-taller for sine flotte passage og piaffe øvelser samt overgangene mellem dem og mellem passage og øgninger. Det blev også til 10-taller for den første pirouette. Dommerne er så begejstrede for denne ekvipage, at Edward Gal også får 10-taller for sin opstilling, så er det ikke let for konkurrenterne at komme i nærheden af denne ekvipage der fuldt fortjent har opnået stjernestatus i international dressursport. I dag lød scoren på 85,708%. - Jeg tror jeg kan fortælle præcist hvor mange år, måneder, dage og timer der er gået siden jeg mistede bronzemedaljen ved OL i Hongkong, så det var et meget følelsesladet øjeblik for mig, da jeg endelig stod på podiet med bronzemedaljen om halsen, sagde USA's Steffen Peters der med Ravel gik ind på tredjepladsen med 78,542%. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Digby leverede en pragtpræstation. Digby dansede gennem specialen med flotte passage og piaffe øvelser samt fine overgange og snorlige serier. Igen i dag var dommerne bestemt ikke enige om det de så på banen, og det gik desværre også ud over Nathalie der af dommerne blev vurderet til en 5., 6., 7., 9. og 16. plads i alt 72,875% og en 7. plads. ”Jeg er rigtig glad. Digby gik virkelig godt i dag – han var en lille smule påvirket af varmen, men det var småting. Han var enormt stærk i passagen og galoppen, så jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg har også en god fornemmelse i forhold til küren på fredag, hvor vi skal ride om aftenen, så der er lidt mere køligt. Så vi vil gøre alt for at holde os på en 6.-7. plads”, siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. Bag sig havde hun ryttere som Anabell Balkenhol, Isabell Werth og Matthias Alexander Rath fra det tyske hold.

Links

Info

Grand Prix Special
1 31 NED
E. Gal Moorlands Totilas 85.708 2057
2 29 GBR
L. Bechtolsheimer Mistral Hojris 81.708 1961
3 28 USA
S. Peters Ravel 78.542 1885
4 30 ESP
J. Muñoz Diaz Fuego XII 76.042 1825
5 26 NED
I. Schellekens-Bartels Hunter Douglas Sunrise 74.792 1795
6 22 GER
C. Koschel Donnperignon 73.292 1759
7 24 DEN
N. Sayn-Wittgenstein Digby 72.875 1749
8 5 GER
A. Balkenhol Dablino 72.625 1743
9 17 AUS
B. Parbery Victory Salute 72.167 1732
10 27 GER
I. Werth Warum Nicht FRH 72.000 1728

Læs meget mere om konkurrencerne og se billederne i magasinet Ridehestens novemberudgave.

Astrid Ø. Sørensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen