Simonson og de danske heste

26-04-2025 16:12

Trine Askjær-Jørgensen

Bliv klogere på den unge, amerikanske dressurrytter, Christian Simonson, der har haft stor succes med sine danske heste, og nu har overtaget tøjlerne på en OL-hest. Hver dag stræber han efter at gøre det bedre end i går og at lære ikke kun om ridning, men alt ved heste

Copyright Ridehesten.com
Christian Simonson og S.O.A.L. (Son of a Lady). Foto: Ridehesten.com7Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

"Vær en bedre rytter i dag end i går..." Det er det enkle, daglige mål for en ung, amerikansk dressurrytter, som regnes for et af landets største talenter.

Christian Simonson er kun 22 år gammel, men han har allerede en stor, international guldmedalje på sit CV, efter at have hjulpet USA til holdguldet ved De Panamerikanske Lege i 2023. Han råder også over en imponerende række heste, hvoraf to af dem er danske.

Spørger man ham, hvad han stræber efter hver dag, handler det ikke om medaljer, point eller endda OL i Los Angeles 2028 i hans hjemby. Det handler ganske enkelt om at blive bedre end dagen før.

– Og det er allerede rigtig svært, indrømmer han i et interview med FEI.

Den unge rytter med det dansklydende navn er født og opvokset i det sydlige Californien og har altid elsket dyr. Mens hans far voksede op på en ranch, og hans mor red lidt på hobbyplan, var ingen af forældrene professionelt involverede i heste, men for Simonson ændrede alt sig, da han som 10-årig blev tryllebundet af dressur.

– Jeg mødte en træner, som viste mig, hvor meget dressur havde at byde på, og hun gjorde det sjovt, fortæller han og tilføjer: – Dressur er grundlaget for alt, og det har så meget dybde.

Som teenager blev Simonson sikker på sit mål; en professionel karriere i dressur, og han var klar til at arbejde for det. I 2019 bookede han en træningstime med den amerikanske OL-rytter Adrienne Lyle. Efter timen tilbød hun at tage ham ind som elev.

– Siden da har jeg hver dag ønsket at bevise, at hun traf den rigtige beslutning, siger han.

Takket være forbindelsen med Lyle blev han også inviteret til at blive en del af Zen Elite Equestrian-holdet, som har base i Wellington, Florida, og ejer en lang række talentfulde heste heriblandt Cathrine Laudrup-Dufours tidligere tophest Bohemian.

Fra ungrytter til De Panamerikanske Lege
Simonson arbejdede målrettet mod at få sine drømme til at gå i opfyldelse.

– Jeg har mange af mine mål skrevet ned, og Panamerikanske Lege var helt sikkert et af dem. Det mål blev skrevet ned for omkring ni år siden, fortæller han.

Som ungrytter konkurrerede Christian i 2021 med de to dansk varmblodsheste Zeaball Diawind e. Fürstenball/ Zardin Firfod (opdr. Peter Schrøder og Bettina Qvist) og S.O.A.L. (Son of a Lady) e. Soreldo/ Welt Hit II (opdr. Trine og Allan Severinsen) – en sæson, der markerede begyndelsen på meget mere.

Han og Zeaball Diawind dominerede ved det års FEI North American Youth Championship og vandt tre guldmedaljer i ungrytterkonkurrencen.

– Ungrytterholdprogrammet er den samme som Prix St. Georges i lilletur. Det var egentlig dér, det hele startede, forklarer han.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Simonson fortsatte med at ride flere lilleturskonkurrencer og fik mulighed for at konkurrere i Europa, blandt andet ved Hagen Future Champions og i ungrytterklassen ved det prestigefyldte stævne CHIO Aachen i Tyskland.

– At konkurrere dér hjalp virkelig. At ride mange lilletursprogrammer gjorde mig klar til De Panamerikanske Lege, tilføjer han.

Erfaringerne bar frugt: Han blev udtaget til det amerikanske hold til De Panamerikanske Lege 2023 i Santiago, Chile, hvor han stillede op på sin egen hest Son of a Lady sammen med de erfarne holdkammerater Anna Marek, Codi Harrison, der også har haft succes med DV-vallakken Katholt's Bossco, og Sarah Tubman.

Som den yngste dressurrytter i Santiago lagde Simonson fundamentet for USA’s sejr med en personlig rekord i Intermediaire I-klassen på Son of a Lady.

Imponerende heste
De Panamerikanske Lege er foreløbigt højdepunktet i Simonsons stævnekarriere, men der er meget mere i vente. Han har nemlig for nyligt afsluttet sine studier, så nu ligger rideverdenen åben for ham.

– Jeg er ikke helt sikker på, hvad 2025 bringer. Vi overvejer stadig, om jeg skal blive i U25 eller rykke op til Grand Prix, fortæller Christian.

Én ting er sikker – Simonson råder over en imponerende række heste, herunder også den sportsligt succesfulde hingst Indian Rock e. Apache/ Vivaldi, der tidligere har gået under hollandske Emmelie Scholtens blandt andet til OL i Paris i sommers, hvorefter den blev solgt til Zen Elite Equestrian center, og Simonson overtog den.

Copyright Ridehesten.com
Indian Rock under Emmelie Scholtens (NED) ved OL i Paris. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

– Han er virkelig noget særligt. Jeg føler mig så heldig at få lov til at ride ham. Jeg vil opbygge et ægte bånd med ham, så jeg prøver selv at tage mig af ham så meget som muligt, fortæller Christian.

OL i Los Angeles 2028 er allerede i den unge rytters tanker. Det blev for nyligt annonceret, at ridesporten vil blive afviklet i Santa Anita Park, Californien.

– Det er helt klart det største mål og drømmen. Det er min hjemby – det ville være virkelig, virkelig specielt, siger Simonson, der udover at dygtiggøre sig indenfor ridning også hele tiden stræber efter at tilegne sig mere viden om heste indenfor blandt andet pleje og ernæring.

Kilde: FEI

Christian ses her på Son of a Lady, som han nuværende tidspunkt er nr. 85 på FEI's verdensrangliste for U25-ryttere i dressur med:

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner