Som at ride i et magisk julelandskab

02-12-2023 17:11

Johanne Kofod Jensen

Johanne Kofod Jensen, der i denne weekend er til start med Frida Gold 5 ved dressurstævnet i tyske Aachen, og i dag har redet sig til en flot tredjeplads, blogger her om oplevelsen

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet i Aachen er berømt eller måske snarere berygtet for mængden af julepynt i opvisningshallen, og det er ingen overdrivelse. Man har nærmest fornemmelsen af at ride i et magisk julelandskab hernede med nisser, julekugler, blomster og gran. Det er en fantastisk oplevelse!

Frida og jeg ankom onsdag, så hun kunne nå at hvile ud inden vettjek torsdag. Det var en hård tur herned, for snevejret havde for alvor ramt Tyskland. Heldigvis havde jeg fået sponsoreret en hestelastbil af Jorton til at køre i, så turen gik godt.

Torsdag middag var der vettjek, og Frida gik fint igennem. Vi fik også mulighed for at træne i hallen sammen med de andre juniorryttere, så de kunne vænne sig til pynten.

Fredag gik første klasse, som var MB1. Frida var fuldstændig rolig; hun vippede ikke med et øre, men blev måske lidt overvældet over alle nisserne, så jeg måtte arbejde lidt for at holde hende fremme. Vi red til 69,2% og blev nummer otte.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag, lørdag, gik den individuelle konkurrence MB2, hvor de 12 bedste ryttere kvalificerer sig til küren søndag. Jeg gav hende lidt mindre opvarmning, og det var en god plan, for hun gik en virkelig flot tur, og vi blev samlet nummer tre. Vi kom ind til en flot præmieoverrækkelse, hvor der var gulerødder til hestene. I det hele taget er der en rigtig god stemning hernede. Alle er megaflinke; dommere, TD’ere og staldpersonalet. Hestene står også opstaldet under rigtig gode forhold.

I morgen er der så Kür, og Frida og jeg glæder os supermeget til at danse i julelyset.

Kærlig hilsen

Johanne

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat
Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen