Spændende debataften om hestehandel

08-02-2023 21:21

For fuldt hus på Fjordland i Skive har Katrinelund og Højgårds Hestepraksis Mors været værter for en temaaften om hestehandel med et stærkt panel af fagfolk

Copyright Ridehesten.com

Efter velkomst af Marie Krabbe fra Katrinelund lagde Ib Kirk, Katrinelund, ud med et oplæg fra sælgers vinkel. Han gjorde klart, at man som sælger i vidt omfang lægger alle kort på bordet og er meget åben om hestens afstamning, adfærd, sygehistorik, stiller billeder og video til rådighed, inden kunden kommer og prøver heste, giver indsigt i dens dyrlægejournal mv.

Han slog samtidig fast, at det for sælger vil være meget nyttigt at vide noget mere om købers profil såsom budget, eventuelt formidlingshonorar, ridemæssige kompetencer, træningsmuligheder, forventninger til hesten og dens røntgenanmærkninger.

Copyright Ridehesten.com

Det kan også være oplagt at vide, hvor længe køber har søgt hest, hvordan er det gået med deres tidligere heste, og om flere er gået i stykker og afhændet via forsikringen. Ib efterlyste som sælger, at køber er mere åben og realistisk om egne kompetencer.

Den næste ved mikrofonen var dyrlæge Mads Klint, Højgård Hestehospital Århus, der tog hul på et emne, som mange havde interesse i. Han fortalte, at dyrlægerne som branche har søgt juridisk hjælp til at udarbejde det aftalegrundlag, som dyrlæger i dag arbejder ud fra. Det tager udgangspunkt i, at heste efter revidering af Købeloven pr. januar 2022 ikke er et almindeligt forbrugerkøb. Derfor er det i dag sværere for køber at komme efter sælger, og så går de efter dyrlægerne, og advokaterne ved godt, at dyrlæger har en forsikring bag sig.

Herefter præsenterede Mads’ kollega, dyrlæge Marie D. Søgård, Højgård Hestepraksis Mors, statistisk materiale om røntgen- og handelsundersøgelser. Berider Per Skjærbæk gav sin vinkel på hesten som handelsvare, og advokat Sophus Bøgeskov Christensen, Horten, tog fat på en snak om Købeloven og hestevoldgift. Alle fangede publikum, og der blev lagt til et par spændende timer med debat og et spørgelystens publikum, der repræsenterede avlere, ryttere, hestehandlere og andet godtfolk.

 

 

Copyright Ridehesten.com
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen