Springbank II VH opereret efter alvorlig foldulykke

03-10-2026 12:11

Efter en alvorlig foldulykke er der nu nyt om Springbank II VH. Den 12-årige hingst er blevet opereret i Schweiz, og Yara Reichert fortæller nu om operationen og den lange vej tilbage

Copyright Ridehesten.com
I sidste uge pådrog Springbank II VH sig en alvorlig skade på folden, men nu er der gode nyheder fra hans rytter Yara Reichert. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er kommet nyt fra den tyske rytter Yara Reichert om hendes 12-årige Grand Prix-hingst Springbank II VH, som for nylig kom alvorligt til skade på folden. Hingsten pådrog sig et knoglebrud og er nu blevet opereret på en klinik i Schweiz. 

Springbank II VH e. Skovens Rafael/ De Niro blev sendt til Schweiz efter ulykken, hvor han gennemgik en fire timer lang operation. Ifølge Reichert gik operationen godt, og dyrlægerne var i stand til at fjerne alt det beskadigede knogle og stabilisere bruddet med skruer. 

– Han blev opereret i fire timer. Takket være avancerede maskiner gik det hele rigtig godt, og alt det beskadigede materiale kunne fjernes. De var endda i stand til at fiksere det med skruer, fortæller Yara Reichert på sin Instagram. 

Efter operationen var Springbank allerede hurtigt på benene igen, og Reichert ser derfor med forsigtig optimisme på det videre forløb. Der venter dog en lang genoptræning, og det er endnu uvist, hvordan skaden kommer til at påvirke hans fremtid på konkurrencebanerne. 

– Nu begynder den lange og hårde vej tilbage. Det kommer sandsynligvis til at tage et år, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, fortæller hun. 

For nu er der dog gode nyheder, for så sent som i går delte Reichert på sin Instagram, at Springbank vil komme hjem fra klinikken i Schweiz allerede på tirsdag. 

Copyright Ridehesten.com
Springbank II VH blev sendt til Schweiz, hvor han gennemgik en fire timer lang operation efter at have pådraget sig et knoglebrud på folden. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Nyheden fortsætter efter annoncen

En alvorlig foldulykke
Det var på folden, at Springbank II VH kom alvorligt til skade. Reichert fortalte efterfølgende om situationen på Instagram, hvor hun var tydeligt berørt af hændelsen.

I den første melding fortalte hun, at det havde været et stort chok, men at hun først og fremmest var lettet over, at hingsten var i live.

– Det var et stort chok, men helt ærligt er jeg virkelig glad for, at han er i live, og at han kan få lov til at være hest. Fremover vil han stadig kunne få lov til at producere små efterkommere, fortalte Reichert.

Hændelsen har også fået Reichert til at forholde sig til risikoen ved at lade hestene gå på fold. Hun har tidligere været meget bevidst om at give sine heste mulighed for at komme ud og være heste frem for at holde dem på stald af frygt for skader.

– Jeg kan ikke stoppe med at lade dem komme på fold. Det føles så forkert at holde dem i stalden, har hun blandt andet sagt.

Reichert peger samtidig på, at skader kan opstå alle steder. Hun fortæller, at hendes hest Valverde tidligere kom til skade i boksen, mens Force Majeure blev skadet under stævnet i Achleiten.

Nu venter der Springbank II VH en lang periode med genoptræning. Reichert forventer, at rehabiliteringen vil tage omkring et år, før det bliver muligt at vurdere, hvad fremtiden bringer for den 12-årige hingst.

Copyright Ridehesten.com
Hvad fremtiden bringer for Springbank II VH er endnu usikker. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner