Thomas Bach Jensen
Dansk Varmblods avlsledelse i springning bestående af Signe Wiese, Allan Blomgren, Bo K. Møller og talsmand Johnny Hansen er i morgentimerne blevet præsenteret for 33 springbetonede hingste på fast bund, hvor de har haft mulighed for at tage hingstenes type og eksteriør i nærsyn og særligt korrektheden af deres lemmer.
De er blevet præsenteret for 15 3-års, ni 4-års og ni 5-års og ældre hingste. For de 3-årige hingstefortsætter kåringsforløbet frem til den endelige afgørelse på søndag, og i mellemtiden skal de blandt vises i løsspringning over to dage, lørdag og søndag.
De 4-årige hingste vil blive fremvist i to bedømmelsesklasser henholdsvis fredag og lørdag. Derefter vil deres næste opgave være 20-dages test i efteråret, inden de kommer tilbage til hingstekåringen som 5-års for at opnå færdigkåring.
Holdet af 5-årige og ældre hingste vil blive færdigkåret i eftermiddag, hvor årets fløjhingst bliver udpeget, og ligeledes vil dommerne udpege den bedste dansk varmblodsregistrerede hingst med godkendt prøveresultat. Denne vil blive tildelt Elvin Rasmussens vandrepokal og vil i lighed med de andre DV-registrerede hingste kunne tildeles opdrættermedalje i bronze, sølv eller guld.
Talsmand for kåringskommissionen for springheste, Johnny Hansen, var godt tilfreds efter at have set hingstene på fast bund:
– Det er altid dejligt at komme i gang for alvor, og jeg synes, vi så nogle veloplagte hingste, der var klar til de opgaver, der venter dem de næste par dage. Jeg synes også, vi fik bekræftet, at vi havde truffet de rigtige valg og udtaget de rigtige heste. Nu glæder vi os til at følge dem de næste dage, udtalte han.