Anna Pørtner
De 30 bedste fra tirsdag og onsdags Grand Prix skal fredag kæmpe om de individuelle VM-medaljer i dressur, men konkurrencen får en anden afvikling end først planlagt. På grund af de forventede høje temperaturer i Aachen er morgendagens Grand Prix Special rykket frem til at starte klokken 08.30 og får en længere pause midt på dagen.
Grand Prix Special skulle oprindeligt begynde klokken 10.50, men torsdag har FEI offentliggjort en officiel beslutning om at ændre tidsplanen. Konkurrencen begynder nu allerede klokken 08.30, og efter de første 20 ekvipager følger en pause på 2,5 time, inden konkurrencen genoptages klokken 15.00.
Ændringen er truffet efter veterinær og meteorologisk rådgivning på grund af de forventede varme forhold fredag. FEI oplyser samtidig, at der bliver iværksat yderligere tiltag på stævnepladsen for at mindske den høje varmepåvirkning. Dermed bliver der altså dressur lige fra morgenstunden, inden de helt store profiler igen indtager banen fra klokken 15.00.
Nadja og Carina før middag
For Danmark bliver Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) den første dansker på banen. De starter som nummer syv med en starttid, der hedder klokken 09.36.
Nadja og Favour leverede et solidt ridt i tirsdagens Grand Prix, hvor de opnåede 71,956%. Det var parrets VM-debut, og resultatet bidrog til, at Danmark kunne lægge sig i en god position inden anden del af holdkonkurrencen, som blev redet onsdag.
Som nummer 11 kommer Carina Cassøe Krüth og Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) på banen med en starttid klokken 10.40. Den regerende danmarksmester red 72,174% i Grand Prixen og skal nu forsøge at løfte resultatet i den individuelle konkurrence.
Kl. 11.13 er det tid til svenske Patrik Kittel og Touchdown e. Quaterback/ Sack. Den erfarne svenske landsholdsrytter har gennem mange år været en fast del af den internationale dressurelite og er med sin rutine en interessant ekvipage at holde øje med.
Lidt senere bliver det særligt interessant, når britiske Becky Moody og Jägerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz rider kl. 11.46. Parret leverede et stærkt ridt i Grand Prixen til 73,820%, og Moody har det seneste år etableret sig helt i verdenstoppen. Ved EM sidste år blev hun blandt andet nummer fem i Grand Prix Special og vandt senere World Cup-finalen med Jägerbomb. Hun er derfor bestemt en rytter, der kan blande sig, når der skal kæmpes om de individuelle medaljer.
Som næstsidste ekvipage før pausen kommer tyske Raphael Netz og Great Escape Camelot e. Johnson/ Turbo Magic på banen kl. 12.08. Den blot 27-årige tysker har allerede markeret sig stærkt internationalt og har blandt andet været med i to World Cup-finaler. Han viste også sit store potentiale i Grand Prixen i Aachen, hvor han red til 73,338% på sin VM-debut for seniorer.
De store favoritter samles efter pausen
Efter pausen bliver der for alvor lagt op til en spændende afslutning, når nogen af feltets absolut bedste ekvipager skal på banen.
Tysklands Frederic Wandres og Bluetooth OLD e. Bordeaux/ Riccione er de første på banen efter pausen klokken 15.00. Wandres har masser af mesterskabserfaring og var blandt andet med på det tyske hold, der vandt OL-guld i Paris. I Grand Prixen i går viste han igen sin stabilitet med 75,963%, som rakte til en niendeplads individuelt.
Klokken 15.22 kommer britiske Carl Hester og Fame e. Bordeaux/ Rhodium på banen. Den 59-årige rytter er en af dressursportens mest erfarne profiler og har været en del af den britiske verdenstop i årtier. Med 77,314% i Grand Prixen viste han, at rutinen stadig følges af et meget højt sportsligt niveau.
Blot 11 minutter senere er det norske Isabel Freese og den danskejede Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro, der skal på banen. Freese har gennem de seneste år etableret sig som en stærk international profil, og hun sluttede Grand Prixen som nummer otte med 76,227%. Hun er dermed også blandt de ekvipager, der kan spille en rolle i kampen om de øverste placeringer.
Så bliver det dansk igen, når Daniel Bachmann Andersen og Flash Gordon 37 e. Fiderbach/ Blue Hors Don Romantic rider klokken 15.44. Daniel leverede en personlig rekord på 74,876% i Grand Prixen, som var med til at sikre Danmark holdbronzemedaljen. Flash Gordon er endnu ikke så erfaren på dette niveau, men han og Daniel har vist en virkelig opadgående udvikling det seneste års tid, så de bliver også en meget spændende ekvipage at følge i morgen.
Ikke mange minutter senere er det tid til dagens sidste danske ekvipage. Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall går på banen klokken 15.55. Cathrine var suveræn i Grand Prixen, hvor hun med 82,376% leverede klassens højeste resultat. Det var samtidig en personlig rekord, og hun red dermed Danmark ind på holdkonkurrencens tredjeplads. Hun går derfor også ind til Grand Prix Special som en af de helt store favoritter til de individuelle medaljer.
Efter Cathrine følger tre af de absolutte topnavne fra Grand Prixen.
Justin Verboomen og Zonik Plus e. Zonik/ Hohenstein rider klokken 16.06. Belgieren er regerende europamester efter at have vundet både Grand Prix Special og Grand Prix Kür ved EM i 2025. I Aachen viste han igen, hvorfor han er blandt de største medaljefavoritter, da han blev nummer to i Grand Prixen med 80,885%.
Lidt senere kommer tyske Isabell Werth og den danske varmblodshoppe Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) på banen. Werth starter klokken 16.17 og er med sine utallige mesterskabsmedaljer den mest vindende dressurrytter nogensinde. I Grand Prixen blev hun nummer fire med 79,876%, og med sin enorme erfaring er hun igen en oplagt medaljekandidat.
Derefter er der blot to ekvipager tilbage. Den regerende verdensmester Charlotte Fry og Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro starter klokken 16.28. Parret blev nummer tre i Grand Prixen med 80,311%, og briten skal dermed forsøge at forsvare den individuelle VM-titel, hun vandt ved VM i Herning i 2022.
Sidste ekvipage på banen bliver tyske Katharina Hemmer og Denoix PCH e. Destano/ Pik Noir klokken 16.39. Hemmer har endnu ikke samme mesterskabserfaring som flere af konkurrenterne, men den 32-årige tysker viste i Grand Prixen, at hun bestemt hører til blandt de bedste. Med 79,224% blev hun nummer fem og lagde sig dermed stærkt ind i kampen om de individuelle pladser.
Dermed bliver afslutningen på Grand Prix Special særdeles interessant, hvor Cathrine Laudrup-Dufour, Justin Verboomen, Isabell Werth, Charlotte Fry og Katharina Hemmer alle kommer på banen inden for den sidste halve time.
Danskernes starttider:
Udvalgte internationale starttider: