Georgia Timmermann
På Store Hestedag er terrænspringning ikke kun for de rutinerede militaryryttere. Her kan både børn og voksne være med, og inden konkurrencen går i gang, får rytterne mulighed for at træne banen sammen med kompetente undervisere.
Det er Søborggård Rideklub, der står for terrænspringningen, og i år er der både heste og ponyer på banen. I går var det hestene, der prøvede kræfter med forhindringerne, mens ponyerne i dag har overtaget banen. Se resultater af konkurrencerne her.
Først træning – så konkurrence
Formiddagen bruges til undervisning, hvor ekvipagerne arbejder med de forskellige forhindringer på banen. I går stod Sally Schlichting fra Søborggård Rideklub for undervisningen af hesterytterne. Hør hende fortælle nedenfor, hvordan du kommer godt i gang med terræntræning og måske en dag selv rider ved Store Hestedag.
Om eftermiddagen bliver undervisningen sat på prøve, når rytterne rider terrænbanen som en konkurrence. Her handler det ikke om at komme hurtigst muligt gennem banen. Konkurrencen bedømmes som en stilkonkurrence, hvor der især lægges vægt på, hvordan ekvipagen rider banen som helhed.
Dommerne er Lars Terkildsen og Nia Ostermann Hvitved, og de lægger især vægt på, at ekvipagen finder et flot og ensartet flow rundt på banen.
De ser blandt andet på, at schenklerne er i ro, og at hest og rytter afvikler springene på en afslappet og ensartet måde. Tempoet skal hverken være for langsomt eller for hektisk, men passe til opgaven og give ekvipagen mulighed for at ride de 10 forhindringer med ro og balance. Hør dem fortælle i videoen nedenfor.
Hestene søger springene
For 17-årige Filippa Baldur-Felskov er det netop terrænet og hestenes måde at gå til springene på, der gør disciplinen interessant.
Hun elsker terrænspringningen, fordi hun oplever, at hestene søger springene på en helt anden måde ude i det fri end på en almindelig springbane. På springbanen foregår ridningen som regel på et mindre areal, mens terrænet giver en anden oplevelse af plads og fremdrift.
Det er for hende en stor del af glæden ved terrænspringningen – at mærke, hvordan hesten tager imod opgaven og selv søger frem mod forhindringerne. Hør hende fortælle i videoen nedenfor.
En disciplin for både børn og voksne
Deltagerne har kvalificeret sig gennem cups, som bliver afviklet rundt omkring i landet frem mod Store Hestedag. Men man behøver ikke være erfaren militaryrytter for at komme i gang med terrænspringning.
Det er en disciplin for både børn og voksne
Lene Thaulow er eksempelvis tilbage i sporten efter flere års pause. Hun rider i dag på en pony, men har tidligere redet military som ung. Nu har hun genoptaget disciplinen, fordi hun savnede den.
For dem, der får lyst til selv at prøve kræfter med terrænspringning, anbefaler Sally at tage kontakt til terræntrænerne rundt omkring på landets terrænbaner. Her kan man få hjælp til at komme i gang og lære disciplinen under kyndig vejledning. Følg linket her hvis du vil se hvor der er terrænbaner og trænere rundt om i Danmark.
Måske kan det være første skridt mod selv at ride med på Store Hestedag næste år.