Travderby i weekenden

24-08-2011 20:21
Denne weekend afvikles travsportens allerstørste løb i Danmark – DFDS Seaways Dansk Trav Derby. Løbet, der har været kørt siden 1898, indeholder så megen tradition og så mange følelser, at det bare er løbet, som alle hesteejere vil vinde

Op til weekendens travderby er humøret højt blandt de danske travfolk og historierne om heste, kuske og ejere præget travsporten her i tiden op til det længe ventede derby – her er et uddrag: - Henrik Mortensen fra Nykøbing F. solgte for tre år siden den etårige travhingst Peak på auktion. Hingsten blev solgt for den nette sum af 150.000 kroner. Dermed var der lagt et vist forventningspres på Peak. Men den nu fireårige hest har vist sig at være pengene værd. Den er i hvert fald snublende tæt på at have indløbet den pris, som de svenske ejere fik hammerslag på. Og den sidste søndag i august venter karrierens største opgave hidtil, DFDS Seaways Dansk Trav Derby. - Gitte Hansen er den første kvindelige kusk i travderbyet i 41 år. Gitte Hansen og hendes mand Hans Henning Kristoffersen bor i Fakse, og de har vundet bunkevis af sejre og championater. Nu er det Pioneer Shadow, der skaffer førstepladser til familien på Sjælland, og det er noget af en solstrålehistorie, for vallakken, der den sidste søndag i august skal være med i årets største travløb, DFDS Seaways Dansk Trav Derby, har været ramt af flere uheld, der havde fået selv den stærkeste til at melde pas. Torsdag deltager Gitte Hansen i Aftenshowet på DR1. - Man kan ikke længere tale om, at travtræner Ole Bender går og drømmer om at være med årets største travløb herhjemme, DFDS Seaways Dansk Trav Derby. Løbet, som har en mere en 100-årig historie bag sig, får den sidste søndag i august på Charlottenlund Travbane i København nemlig deltagelse af den fynske travtræner. Her tørner 42-årige Ole Bender ud med den brune vallak Prada Secret, som efter en helt igennem perfekt indsats ganske let vandt sin derbyprøve og dermed gjorde kål på en af trænerens mange drømme inden for travet, kvalifikationen til derbyet. - Den brune hingst Phone var ikke levnet mange chancer, da den forleden hentede andenpladsen i sin derbyprøve og dermed kvalificerede sig til løbet på travbanen i Charlottenlund om førstepræmien på hele 665.000 kroner den sidste søndag i august. Nu står hesten så i derbyet, men hestens ejer, Anne Grete Christensen fra Randers, er faktisk slet ikke i landet, når det store løb afvikles den sidste søndag i august. Hun er allerede nu langt væk fra Danmark på en længere tur til Kina gennem Rusland. - For tre år siden vandt Magic Sisa Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane. Dermed var en drøm gået i opfyldelse for såvel Billund-travtræner Gitte Madsen som den mangeårige hesteejer og forretningsmand Niels Thomsen, der bor i Flensborg. I næste weekend står et ny derby for døren på Charlottenlund Travbane, og igen er konstellationen Gitte Madsen og Niels Thomsen med i kampen om en derbytitel. Denne gang med Magic Sisas lillebror, Picasso Sisa. - Det er noget af et mirakel, at Photocopy K kommer til start i derbyet på Charlottenlund Travbane den sidste søndag i august, for hesten har tidligere lidt af problemer med hjertet. Som toåring var Photocopy K en af landets bedste og vandt en kvart million kroner, men så begyndte hesten at træne dårligt og blive halt. Til sidst blev hesten sendt på Landbohøjskolen, hvor man fandt ud af, at den led af hjerteflimmer. For at blive kureret fik hesten medicin. Derefter er det kun gået fremad med ham, men det sværeste har været at lære ham, at det ikke længere gør ondt, når han skal træne og starte i løb. - Politiken er ikke bare en avis, Politiken er faktisk også det lidt pudsige navn på favoritten i årets travderby. - Hesteejer Bernt Dahl har på søndag to heste til start i to derbyer i to lande inden for fem minutter. Hvis Bernt Dahl på søndag ser noget fraværende ud, når starten går til DFDS Seaways Trav Derby på Charlottenlund Travbane, så er det fordi, han både skal følge med i, hvordan det går for hans travhest, Please Perfect, og hvordan det går for hans galophest, Alvin, der næsten samtidig løber i Norsk Derby på Øvrevoll. - Christian Lindhardt lokker med et godt tilbud til hesteejere, som er villig til at investere klingende mønt i forbindelse med de kommende unghesteauktioner. Hjælp til selvhjælp kalder han det og lokker med en måneds gratis træning. - Talent blandet med en pæn portion rutine og den rigtige mængde træning, held og dygtige folk omkring sig er vigtige ingredienser for en moderne travhest. I årets danske travderby, som søndag afvikles på Charlottenlund Travbane, kan den lysebrune hingst Pingus Vang ikke just prale af at være en rutineret herre. Faktisk er fireåringen i træning hos den i Nordjylland-baserede Bo Westergaard suverænt den mindst rutinerede af de 12 heste, som gør op om førstepræmien på 665.000 kroner. Men det faktum er ikke noget, som synes at bekymre i stalden hos træner Bo Westergaard. - Der findes også et travderby, som kun er for hopper, og her er det, at 4-årige Peak Performance kommer ind i billedet. Hun har allerede vundet et af de store travløb herhjemme i år, Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix i Aarhus med 175.000 kroner i førstepræmie. Kilde: Travoggalop.dk Læs mere via linket til højre.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen