Anna Pørtner
Fire danske springryttere er i denne uge draget mod varmere himmelstrøg i Spanien for at ride med ved Andalucía October Tour i Vejer de la Frontera. Her har danskerne allerede leveret flotte runder, og i går blev det til en dobbelt dansk placering i den 4-stjernede 140 cm-klasse, hvor tvillingesøstrene Anne-Kristine Rie Truelsen og Benedikte Rie Truelsen begge red sig ind i placeringerne.
Med 89 ekvipager til start var der kamp om placeringerne i det stærke internationale felt, da rytterne i går red den 4-stjernede 140 cm-klasse i Spanien. Klassen blev afviklet som en springning i to faser på en bane med i alt 11 forhindringer og teknisk krævende linjer, og her viste to danske ryttere sig flot frem.
Anne-Kristine Rie Truelsen havde den 16-årige vallak Quemoy KT e. Quidam's Rubin/ Saccor med sig i klassen. Ekvipagen leverede en fejlfri runde i begge faser og kombinerede det fejlfrie ridt med høj fart. Med en tid på 26,59 sekunder i anden fase sikrede de sig tredjepladsen blandt de 89 startende ekvipager.
Også tvillingesøster Benedikte Rie Truelsen red fejlfrit gennem begge faser. Hun var til start på den 10-årige hoppe Galtysse STE Hermelle e. Kannan/ Billy du Lus, og parret kom i mål i anden fase på 29,85 sekunder. Det rakte til en 15. plads i den stærkt besatte klasse, hvor de fejlfrie runder, men i særdeleshed også tiden, blev afgørende for placeringerne.
Vinderen af klassen blev tyske David Will i sadlen på den 13-årige vallak Dream Star One e. Kannan/ Quick Star. Parret var ligeledes fejlfrie og leverede en lynhurtig runde i tiden 25,97 sekunder, hvilket var nok til at snuppe sejren. Lige i hælene fulgte canadiske Mathieu Michot på den 8-årige Infini de Me e. Windows vh Costersveld/ Dollar Dela Pierre, som red over målstregen i tiden 26,37 sekunder. Mod Anne-Kristine Rie Truelsens 26,59 sekunder var det altså de helt små marginaler, er afgjorde top-3 i gårdagens klasse.
Her til formiddag gælder det igen for de danske ekvipager, hvor tre af dem er til start i den 4-stjernede 145 cm-klasse mod uret. Endnu en gang er Benedikte Rie Truelsen til start, denne gang med Obahma JS e. Berlin/ Metropole, mens Theodor Linde og Cecilie Tofte ligeledes er på startlisten.
Theodor har den 8-årige hoppe Kristal e. Callahan VDL/ Concorde med sig, mens Cecilie har den 8-årige vallak Double R Emir e. Emerald/ Centauer Z til start. Endnu en gang er det et stort og internationalt stærkt felt med i alt 84 ekvipager til start, så her bliver der atter noget at ride om for de danske ekvipager.