U2 TD: Fra følauktion til championatsfinale (video)

16-10-2021 09:04

Annika Knudsen Lorentsen

Camille Silke Pless købte tilbage i 2017 U2 TD DWB på Dansk Varmblods Elitefølsauktion og i dag kan hun glæde sig over at have præsteret rigtig flot ved finalestævnet i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste. Camille fortæller, at U2 TD vil gøre alt for hende, ligesom hun vil gøre alt for ham og dette makkerpar kan uden tvivl se frem til mange succesfulde resultater fremover

Copyright Ridehesten.com
Camille Silke Pless og U2 TD ved championatsfinalen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Mens Camille Silke Pless var i Kina for at arbejde med det store hesteshow Troja, som hun havde fået en hovedrolle i da hun var bare 18 år, kunne hun tilbage i 2017 over streaming følge Dansk Varmblods Elitefølauktion, hvor hun sammen med sin kinesiske arbejdsgiver, havde besluttet sig for at købe et føl. 

Først var de i budkrig omkring den nu kårede avlshingst Cordento II DWB e. Cornet Obolensky/Cardento (opdr. Linus Camitz), men det endte med at være det charmerende røde føl, U2 TD DWB e. Untouchable/Graf Top (opdr. Trine Dyhre Nielsen), der blev Camilles, og det er hun meget glad for den dag i dag. 

Han er virkelig knyttet til mig og jeg er virkelig tryg ved at ride rundt på ham [Camille Silke Pless]

– Vi bød med på Cordento, som jo også går her ved finalerne, men vi kunne godt se, at han ville blive rigtig dyr og da jeg også på forhånd havde udset mig U2 valgte vi at byde på ham bagefter. Jeg har altid godt kunne tænke mig en Untouchable og det fik jeg med ham. Min tidligere arbejdsgiver ejer stadig halvdelen af U2 i dag, men han var primært med til at købe ham for at gøre mig glad dengang tror jeg, så han forventer ikke, at jeg sælger ham, så jeg har ham fuldstændig, som om han kun var min, fortæller Camille. 

U2 TD er en cool 4-års
Camille og U2 TD har haft stor succes her ved championatsfinalen, hvor de i første kvalifikation red fejlfrit og blev belønnet med 8,3, mens de i anden kvalifikation desværre fik et let nedslag på sidste forhindring, som betød, at de lige netop endte udenfor de 20 bedste sammenlagt, som får plads i den endelige finale i dag. 

– Jeg er rigtig stolt over vi er kommet her til og at det går så godt. Han vil gøre alt for mig og jeg vil gøre alt for ham. Han er virkelig knyttet til mig og jeg er virkelig tryg ved at ride rundt på ham. Selvom han er ung, så er han virkelig cool og tager alting med stor ro, fortæller Camille, som i første kvalifikation måtte tage en volte, da en anden hest, der holdte sig klar på banen, kom i vejen for ekvipagens ridt. 

Copyright Ridehesten.com
Camille og U2 TD har leverede rigtig flotte runder her ved championatsfinalen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

– Jeg var virkelig nervøs da jeg skulle ride og blev endnu mere nervøs, da vi måtte ride den volte, men han var jo bare virkelig cool og fortsatte i samme stil. Hvis bare jeg rider ordentligt, så gør han det altid rigtig godt. 

Camille har redet MA som juniorryttere inden hun solgte sin daværende hest og bedste ven Corleone til USA og siden da, har hun redet på lidt forskellige heste, inden hun igen har fundet det perfekte match i U2 TD. 

Den første gang jeg red på ham, satte jeg mig bare op på ham inde i hallen alene [Camille Silke Pless]

Har selv tilredet og uddannet ham
– Jeg synes det er fedt, at vi kan være med her, selvom jeg jo bare er amatør. Jeg laver jo mange flere fejl og oftere fejl end de professionelle, men U2 passer så godt til mig og vi supplerer hinanden rigtig godt, forklarer Camille og fortsætter: 

– Jeg har ham jo stående på Alfarvad, som ejes af min kæreste Philip. Her har jeg selv tilredet ham og lært ham at springe, og det hele er bare gået rigtig godt. Den første gang jeg red på ham, satte jeg mig bare op på ham inde i hallen alene, for der var ikke lige nogen der kunne hjælpe mig. Det var ingen problem og jeg kunne både skridte og trave rundt. På Alfarvad har vi de bedste rammer for at udvikle os, han kommer masser på fold og han bliver passet og plejet på bedste vis. Jeg har måske trænet ham knap så hårdt, som mange andre ville gøre, men jeg har fundet ud af, at han fungere bedst, hvis vi hygger os med det og det går så godt, fordi vi er bedste venner og fordi han har fuld tillid til, at det jeg siger han kan, det kan han. 

Camille har fået flere henvendelser på den velspringende vallak, som på trods af sin lille og kompakte størrelse, har en stor og rummelig galop og et særdeles godt spring. 

– Jeg har selvfølgelig fået blod på tanden, og jeg tænker, at jeg vil beholde ham i hvert fald næste år med. Det er klart, at hvis der er nogle, der vil give rigtig rigtig mange penge for ham, så er jeg nødt til at sælge ham, men han er ikke umiddelbart til salg endnu, slutter den nu 22-årige Camille, som i videoen nedenfor fortæller mere om deres forhold.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen