Udstyrskontroller ved turneringer og mesterskaber

27-05-2021 09:55

Selvom udstyrskontroller på ingen måde er et nyt begreb, medfører de alligevel ofte mange spørgsmål hos både ryttere, forældre, trænere, mm. I 2021 er der igen planlagt udstyrskontroller ved udvalgte turneringer og mesterskaber, og her får du et overblik over, hvilke stævner det drejer sig om, samt en reminder om hvordan officials vurderer mundsår

Copyright Ridehesten.com
Udstyrskontrol. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Udstyrskontroller er altid en reglementarisk mulighed ved stævner på alle niveauer og i alle discipliner, og i princippet vil man derfor kunne opleve kontroller ved alle stævner. I 2021 har Dansk Rideforbund på nuværende tidspunkt planlagt udstyrskontroller ved følgende stævner:

  • 2. kvalifikation af ECCO Cup for pony hos Sundeved Rideklub den 4.-6. juni
  • Agria DRF-mesterskab i dressur for pony hos Hovgaard Rideklub den 26.-29. august

DRF evaluerer kontinuerligt og tilpasser deres indsatser efter feedback fra de afholdte stævner, er det vigtigt at understrege, at der vil kunne forekomme udstyrskontroller ved flere stævner end disse. Forbundet er pt. i gang med at planlægge flere kontroller og melder naturligvis ud via rideforbund.dk og Facebook, så snart disse er på plads.

Flere detaljer om kontrollen ved ECCO Cup følger i næste uge
Første kontrol i år finder som sagt sted i weekenden den 4.-6. juni, når der afvikles 2. kvalifikation af ECCO Cup for ponyer, og i starten af næste uge (uge 22) følger DRF op med praktisk information om, hvornår kontrollen udføres osv. Informationen vil fremgå både her på rideforbund.dk og vores Facebookside samt på selve stævnet på Equipe, ligesom der vil blive opsat fysisk informationsmateriale på stævnepladsen. 

Sådan vurderer DRF’s officials mundsår hos heste og ponyer
Dansk Rideforbund får løbende spørgsmål om, hvordan og ud fra hvilke kriterier vurderingen af hestene/ponyerne konkret foregår, når det kommer til især mundsår. De ønsker at skabe en god, fælles forståelse af processen, samtidig med at der sikres, at vurderingen kan gentages af alle DRF’s officials, så der opnås en fair, transparent og ensartet vurdering af alle ekvipager. Derfor har deres veterinærkonsulent Mette Uldahl lavet denne beskrivelse af, hvordan DRF vurderer mundsår hos heste/ponyer.

Fortsat et fælles ansvar for at sikre hestevelfærden
I ridesporten er der desværre fortsat en udfordring, når det kommer til at sikre hestevelfærden - især i forhold til mundsår hos heste/ponyer. Det er DRF's ansvar som forbund at gå forrest og forsøge at højne informations- og vidensniveauet omkring hestevelfærd i hele ridesporten, så der kan undgås uhensigtsmæssige situationer. Samtidig ligger der et helt grundlæggende ansvar hos både rytter (evt. forældre, hvis der er tale om børn) og træner for at sikre sig, at hesten/ponyen er ”fit to compete”, og det omfatter f.eks. at være i stand til at tjekke, om hesten/ponyen har mærker/sår efter sporer eller har sår i munden – også inden man drager afsted til stævne. Det er dog opfattelsen, at mange ikke ved, hvordan de selv skal tjekke deres hest/pony, så derfor er DRF i fuld gang med at udarbejde en kort video, hvor Mette Uldahl viser og forklarer, hvad der kigges efter i en udstyrskontrol, samt giver tips til, hvad man selv kan kigge efter hjemmefra. Videoen vil blive gjort tilgængelig her på rideforbund.dk og Dansk Rideforbunds Facebookside i løbet af næste uge (uge 22).

DRF kan ikke understrege nok, at de bestemt ikke udfører disse kontroller for at udstille nogen eller for at afholde nogen fra at starte stævner. De har fuld forståelse for, at det kan være frustrerende at få at vide, at ens hest/pony ikke bliver vurderet ’fit to compete’, når man allerede er mødt op på stævnepladsen, men de appellerer til en fælles forståelse for, at den højeste prioritet bør være hestenes/ponyernes velbefindende. DRF opfordrer desuden til, at man læser DRF’s Fælles Bestemmelser inden stævnestart – især §16. Rideteknisk påvirkning af hesten i træning og konkurrence, §17.5. Kontrol af hesten og anvendt udstyr og §22.3. Sår og skader på hestens krop.

/DRF

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen