Anna Pørtner
Tredje kvalifikation af DRF og World Cup Hernings championat for unge dressurheste blev i går afviklet hos Vallensbæk Rideklub, hvor 6- og 7-års hestene var på banen, mens 4- og 5-års hestene red deres kvalifikation i fredags. Endnu en gang var det Nanna Skodborg Merrald, der løb med sejren – denne gang i begge årgange.
Efter næsten et års fravær fra stævnebanerne er Nanna Skodborg Merrald denne weekend tilbage på stævnebanerne. Det er dermed blevet en særdeles vellykket tilbagevenden for den danske dressurstjerne, som i dag havde hele tre af sine unge heste med til kvalifikationsstævnet.
Suveræn Sahara Pilekær
13 ekvipager var til start i 6-års klassen, hvor dommerduoen Ditte Egholm Nielsen og Jens Holm Kristensen skulle bedømme de unge dressurheste.
Med hele 92,857% leverede Nanna Skodborg Merrald og DV-hoppen hoppe Sahara Pilekær e. Secret/ Sir Donnerhall I (opdr. Stutteri Pilekær) dagens klart bedste præstation. Dommerne var særligt begejstrede for hoppens galop, ridelighed, kapacitet og harmoni, som alle blev belønnet med 9,5. Travkarakteren lød på 9,3, mens skridten blev vurderet til 8,2.
Dermed kunne Nanna Merrald glæde sig over en sejr ved sit første stævne i lang tid, og så endda med en af sine egne heste.
Andenpladsen i gårsdagens kvalifikation for 6-års heste gik til Allan Grøn i sadlen på Runehøjs Stardust DWB e. Blue Hors St. Schufro/ Blue Hors Hotline (opdr. Stutteri Runehøj v/Birgitte Thomsen). Ekvipagen opnåede 91,571% med blandt andet 9,3 for trav, 9,3 for galop, 9,0 for ridelighed og hele 9,5 for både kapacitet og harmoni.
Nanna Merrald stod også for tredjepladsen. Denne gang var det i sadlen på Sevilla Pilekær DWB e. Vitalis/ Apache (opdr. Stutteri Pilekær), som opnåede 86,286%. Hoppens trav blev belønnet med 9,0, mens både skridt og kapacitet fik 8,8.
Merrald fortsatte succesen
Efter Nannas flotte comeback på stævnebanerne i 6-års klassen havde hun også en 7-års med til championatskvalifikationen i Vallensbæk. Her var der i alt syv ekvipager til start, og igen måtte konkurrenterne altså se sig slået af VM-, EM- og OL-rytteren.
I sadlen på Emory e. Blue Hors Emilio/ Johnson (opdr. Blue Hors) leverede hun et program til 83,680%. Her var dommerne ligeledes meget begejstrede, og havde igen de helt høje point fremme. Det blev blandt andet til karakteren 9,0 for både trav, ridelighed, kapacitet og harmoni.
Andenpladsen hos 7-års hestene gik til Michael Søgaard i sadlen på DV-hesten Quater Son e. Quaterhit/ Totilas (opdr. Dorthe Greve), som i går sluttede på 83,215%. Her var dommerne særligt vilde med Quater Sons galop og kapacitet, som begge blev belønnet med imponerende 9,5, mens harmonikarakteren røg op på 9,3.
Der er seks kvalifikationsstævner fordelt rundt i hele landet inden finalen i Herning til oktober. Datoerne lyder som følger:
Næste stop er Vilhelmsborg
Gårsdagens kvalifikation i Vallensbæk var årets tredje mulighed for de unge dressurheste til at ride sig tættere på en plads ved den prestigefyldte championatsfinale, der i år afholdes i forbindelse med World Cup-stævnet i Herning til oktober.
Der udtages 40 4-års heste, 24 5-års heste, 24 6-års heste og 14 7-års heste til finalestævnet. For 4-, 5- og 6-års heste kræves minimum 7,5 i en kvalifikation, mens 7-års hestene skal have opnået minimum 7,2. Årets finaler bliver noget helt særligt, da de for første gang afvikles som en integreret del af World Cup Herning i uge 42. Her skal de bedste unge dressurheste indtage de imponerende rammer i Jyske Bank Boxen og kæmpe om årets championatstitler.
Men inden finalepladserne kan fordeles, venter der fortsat flere kvalifikationsmuligheder, så det er altså endnu ikke sikkert, hvem der har sikret sig en plads i finalen.
Allerede i næste weekend fortsætter jagten på de eftertragtede finalepladser. Den fjerde kvalifikation afholdes hos Dansk Varmblod Rideklub på Vilhelmsborg i forbindelse med KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus fra den 4. til 6. september.
Dermed er der lagt op til endnu en weekend, hvor fremtidens dressurstjerner skal forsøge at ride sig tættere på den store finale i Herning.