Anna Pørtner
I lørdags, den 26. april, blev der for første gang i Danmark fremvist et rekordstort antal lusitano-heste ved en officiel kåring arrangeret af Lusitanoforeningen i Danmark. Arrangementet fandt sted hos Coudelaria do Ribatejo i Gram, Sønderjylland, som er Danmarks største lusitano-avlsstutteri. Arrangementet blev en stor succes for både arrangører, avlere og publikum
Den internationale APSL-dommer Rui Rosado fra Portugal var inviteret til Danmark for at bedømme de i alt 11 heste, der blev fremstillet i kårings- og model & movement-klasserne. Blandt deltagerne var både danskavlede heste og importerede avls- og rideheste fra Portugal, hvilket viste en voksende satsning på racens kvaliteter herhjemmme. Flere kårede avlsheste blev desuden fremvist i demonstrationsklasser, hvor publikum kunne opleve lusitanoens særlige egenskaber i praksis.
Udover selve kåringen bød dagen på et omfattende program med clinics og foredrag. En af dagens højdepunkter var, da dommer Rui Rosado gav en grundig gennemgang af APSL's officielle kåringssystem, der består af hele 63 punkter, hvor hver enkelt del af hestens eksteriør og bevægelser vurderes. Denne gennemgang blev demonstreret på en allerede kåret lusitano-hingst, og vil senere blive gjort tilgængelig på lusitanoforeningens hjemmeside.
Gennem hele dagen sørgede speakerne for at inddrage publikum ved løbende at forklare dommerens vurderinger, dele racens historiske baggrund og ikke mindst præsenterede de personlige fortællinger fra ryttere og avlere om livet med lusitano-heste. Stemningen var hele dagen god og præget af stor passion og stolthed over racens udvikling.
Dagens titler som bedste hoppe og bedste hingst blev, ikke overraskende, vundet af værterne fra Coudelaria do Ribatejo, som med deres stærke avlsarbejde satte en høj standard for arrangementet, og kunne slukke og lukke med titlen som både bedste hoppe og bedste hingst.
Formanden for Lusitanoforeningen i Danmark, Henriette Husted Winther, glæder sig over den store tilslutning:
– Vi er overvældede over den store opbakning fra både deltagere og publikum. Interessen for lusitanoen er virkelig i vækst, og dagen i lørdags viser, hvor meget denne fantastiske race kan tilbyde - både som avls- og rideheste. Vi ser frem til at bygge videre på den positive udvikling, siger hun.
Med det rekordstore antal heste og den store publikumsinteresse blev årets kåring en stor milepæl for lusitano-hestene i Danmark, ligesom det vidner om et klart tegn på, at racen har en stærk fremtid herhjemme som både avls- og ridehest.