Thomas Bach Jensen
Selvom Justin Verboomen i 2024 indtog den internationale dressurscene som et næsten ubeskrevet blad, har han næsten lige siden ligget i toppen af FEI's verdensrangliste med sin sorte hingst Zonik Plus e. Zonik/ Hohenstein/ Donnerhall, som han selv har uddannet fra helt ung.
Zonik Plus ligger stadig nr. 1 på FEI's verdensrangliste for heste, og med til at cementerer sin position som verdens førende rytter har Verboomen nu også den røde hingst, 11-årige Djembe de Hus e. Damon Hill/ Argentinus/ Fahnentraeger, der er franskavlet af Xavier Marie og uddannet af den franske OL-rytter Jessica Michel-Botton, der i mange år har redet for Haras du Hus. I en periode har Djembe været i Tyskland, hvor Marcus Hermes red hingste og kaldte den "verdensklasse".
Da Xavier Marie valgte at lukke Haras du Hus, blev Djembe flyttet til Belgien med salg for øje, men han blev ikke solgt og er i endt i hænderne på den 38-årige belgier Justin Verboomen. Dermed en helt anden historik i forhold til Zonik Plus, som kun Justin selv har redet.
Mens Zonik Plus henter sine højeste karakterer for galoppirouetter, er det for piaffe og passage, at Djembe de Hus får topkarakterer. Hesten ser ikke ud til at have nogle svagheder, men er stadig meget grøn i international sammenhæng. Imponerende er det at se, hvordan Justin rider de to hingste i samme åbne ramme og med samme lethed.
Djembe de Hus havde sin internationale Grand Prix i Troisdorf i oktober med to sejre, og i julen red parret World Cup'en i Mechelen med to andenpladser til følge. I dag har de haft deres tredje start, nemlig i World Cup-Grand Prixen i Neumünster, hvor de i dag to en sikker førsteplads med 76,826%
Dansk ungdom repræsenteret
De to unge danske ryttere Alexander Helgstrand og Karoline Rohmann på hhv. 22 og 27 år har ligeledes taget turen til Neumünster for at prøve kræfter med World Cup og har i dag leveret gode præstationer.
Alexander har med sin 13-årige Inspiration PF e. Everdale/ Calido I opnået 69,065% og tiendeplads, mens Karoline med 17-årige Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador xx (opdr. Karina og Jan Kofoed-Nielsen) sluttede på 67,870% og blev nr. 12 i klassen. Således skal vi se begge danske ryttere igen i morgen, hvor klassen starter kl. 10.
Stævnets start- og resultatlister.