Annika Knudsen Lorentsen
Ved VM i Aachen i 2006 skabte hendes ridt et øjeblik, der gik over i ridesportens historie – båret frem af en stemning, som stadig gør indtryk på hende den dag i dag. Siden er verdenseliten kommet endnu tættere på hinanden, mens hendes egen karriere som den mest succesfulde rytter nogensinde har fået endnu flere kapitler. Her fortæller Isabell Werth om intensiteten ved VM i 2006, udviklingen i de seneste år og forventningens glæde frem mod et verdensmesterskab, hvor alt igen kan være muligt. FEI har stillet den tyske toprytter en række spørgsmål:
Du deltog ved FEI-verdensmesterskaberne i Aachen i 2006. Hvilke minder dukker først op, når du tænker tilbage på det mesterskab?
– Der er flere, men først og fremmest tænker jeg på stemningen – den var ganske enkelt enestående. Hele byen og hele regionen summede af liv, og stadion var udsolgt. Jeg glemmer aldrig, hvordan vi red ind på banen til Specialen: Stadion var fyldt til bristepunktet, og stemningen var utrolig. Man kunne nærmest mærke tilskuernes summen og begejstring, selvom man stod dernede i den lille "enklave", som dressurbanen udgør. Det var virkelig noget helt særligt.
– Den dag i dag er det stadig den oplevelse, der har rørt mig allermest. Jeg har hverken før eller siden oplevet noget, der kunne sammenlignes med så mange tilskuere. Der var endda et område med storskærm på pladsen, fordi der simpelthen ikke var plads til alle på stadion – noget lignende havde aldrig tidligere fundet sted i ridesporten. Det var unikt, og stemningen var overvældende. Og selvfølgelig håber vi alle, at det næsten bliver det samme denne gang.
Hvordan har Aachen 2006 formet dig som rytter? Var der et særligt øjeblik, som står tydeligt i din hukommelse?
– Ja, der var et helt særligt øjeblik. Jeg rejste ikke til Aachen som favorit, men nærmere som en joker. Oprindeligt var jeg udtaget med Warum Nicht FRH, men han blev skadet under træningslejren. Den hest, jeg endte med at ride, Satchmo, havde også haft en vanskelig vej frem mod mesterskabet.
– At ride ind på banen – endelig sammen med min soulmate af en hest, som havde bevist sit værd på dette stadion, gentagne gange overvundet modgang og kæmpet sig tilbage – det var virkelig noget særligt. Man kunne faktisk mærke følelserne på banen, også blandt tilskuerne.
– Jeg var fuldstændig fokuseret, men samtidig kunne jeg mærke, at der var noget i luften, som rakte langt ud over det rent sportslige. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.
I 2026 vender ridesportens verden tilbage til Aachen med FEI-verdensmesterskaberne. Hvilke forventninger og følelser har du frem mod det store mesterskab?
– Først og fremmest har jeg en klar forventning om, at vi skal levere en stærk holdpræstation. Det minder faktisk om situationen dengang. I 2006 rejste vi til Aachen med et hold, som ikke ligefrem var den klare favorit til guldet. I dag er der næsten ingen, der er det, fordi konkurrencen på verdensplan har ændret sig fuldstændigt.
– Vi skal virkelig sørge for, at vi ikke taber et eneste point – det er vores mål. Alt andet ville være falsk beskedenhed, hvis vi sagde: "Vi tager til Aachen, og så vil vi være tilfredse med en tredjeplads."
– I den individuelle konkurrence er alt alligevel muligt. Der er en gruppe favoritter, blandt andre Justin Verboomen, Cathrine Dufour, Lottie Fry – og jeg synes også, at vi hører til blandt dem – samt nogle få andre. Der kan ske meget, og i sidste ende bliver det dagsformen, roen og evnen til at håndtere den helt særlige stemning, der bliver afgørende.
Er der noget, du glæder dig særligt til – enten ved arrangementet som helhed eller bestemte konkurrencer?
– Jeg glæder mig faktisk til hele arrangementet, for Aachen har udviklet sig enormt siden 2006. Faciliteterne er blevet større, og mange ting er blevet moderniseret og udvidet. Paradressuren tilfører yderligere dimensioner – der sker virkelig meget.
–Det gør naturligvis hele arrangementet endnu mere udfordrende for både Aachens indbyggere og arrangørerne, men selvfølgelig gør det det også mere spændende for os atleter.
Når du tænker på de unge ryttere, som måske oplever deres første store mesterskab i Aachen i 2026: Hvilket råd vil du give dem på baggrund af dine egne oplevelser fra 2006?
– Nyd det. Sug det hele til dig. Vær bevidst om, at noget som dette sandsynligvis ikke sker igen lige foreløbig – måske ikke før om 20 år.
– Medmindre det lykkes os at få De Olympiske Lege til regionen Köln-Rhein-Ruhr, og ridesportens store finale så igen kommer til at finde sted i Aachen.
Toppen af verdenseliten er kommet tættere og tættere på hinanden resultatmæssigt i de seneste år. I hvilken grad er denne udvikling med til at løfte dressuren – og hvor meget motiverer det dig personligt?
– Det har altid motiveret mig at konkurrere mod de bedste af de bedste, søge den direkte konkurrence, måle mig med verdenseliten – og lære af dem.
– Jeg lægger bevidst mærke til de ting, hvor jeg ved, at jeg stadig har mangler, og som vi fortsat skal arbejde med. Det er netop det, der gør sporten så spændende og til en vis grad også nervepirrende.
– Den konstante udfordring med at udvikle sig yderligere og følge med en verdenselite, der bliver stadig stærkere, er en stor motivation for mig.
