Annika Knudsen Lorentsen
Der var stærk international dressur på programmet fredag formiddag ved Stuttgart German Masters, hvor første afdeling af weekendens FEI Dressage World Cup blev afviklet. Her var det, det tyske dressurikon Isabell Werth, der løb med sejren, mens Danmark havde to ryttere til start, og svenske Cecilia Bergåkra, der er bosat i Danmark, også var med i feltet.
I sadlen på den 8-årige hingst Viva Gold OLD e. Vivaldi/For Romance red Isabell Werth sig til en overbevisende sejr med 77,826 procent. Hun blev belønnet med førstepladsen af samtlige fem dommere og havde dermed et solidt forspring til konkurrenterne.
Hollandske Marieke van der Putten indtog andenpladsen med Zantana RS2 OLD N.O.P. e. Zonik N.O.P./Sir Donnerhall med 75,348 procent, mens belgiske Larissa Pauluis og Flambeau e. Ampere/Zeoliet blev nummer tre med 73,587 procent.
Alexander Yde Helgstrand bedste dansker
To unge danske ryttere var til start i Grand Prix-klassen, og bedst placeret blev Alexander Yde Helgstrand, der med Inspiration PF e. Everdale/Calido sluttede lidt udenfor placering. Ekvipagen opnåede 69,739 procent i konkurrencen. Alexander placerede sig lige bag sin partner, Annabella Pidgley fra Storbritannien med Gio e. Apache/Tango, som opnåede 69,935 procent.
Også danske Karoline Rohmann var til start. Med Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/Lauries Crusador opnåede hun 68,456 procent.
Svenske Cecilia Bergåkra, der arbejder i Danmark som en del af NorCordia, var også til start i Stuttgart. Med den 15-årige vallak My Friend opnåede hun 69,413 procent, placerede hende lige bag Alexander i det stærke internationale felt.
Grand Prix-klassen fungerede som kvalifikation til lørdagens Grand Prix Kür, hvor rytterne får mulighed for at dyste om World Cup-point i Stuttgart.