Annika Knudsen Lorentsen
Fra den 5.-9. august 2026 afholdes EM for veteraner hos Sportsrideklubben i Bernstorffsparken i Gentofte. Ansvarlig for udtagelsen af det danske hold er Andreas Künnemann, som gennem de seneste måneder har fulgt de potentielle kandidater tæt.
– Vi har med Rideforbundet lagt ud, at de skal kontakte mig, hvis de mener, at de kommer i betragtning til EM. Der var små 20, der havde meldt sig, og det synes jeg er flot, fortæller Andreas Künnemann.
En grundig vurdering
Udtagelsen sker ikke på baggrund af et fast pointsystem. I stedet bygger den på en samlet vurdering af rytternes aktuelle niveau, resultater og potentiale.
– Jeg har de sidste par måneder, efter jeg fik at vide, at jeg skulle udtage dem, fulgt dem på stævner, på resultatlisterne, bedt dem om at sende videoer, hvis jeg ikke har set dem ride, og så evalueret, hvem der kunne komme på tale, forklarer han.
Næste vigtige pejlemærke bliver DM for veteraner, hvor de sidste vurderinger skal foretages. Efter mesterskabet udpeges en bruttotrup på omkring ti ryttere.
– Det er den sidste gang, vi kigger på dem ved DM. Derefter udtager vi en bruttotrup på omkring 10 mulige aspiranter.
Ved DM, der ligeledes afholdes hos Sportsrideklubben om 14 dage, afholdes der desuden et foredrag ved mentaltræner Stephan Hrynczuk, som også kan hjælpe de ryttere, der skal ride EM for veteraner. Foredraget er gratis, og planen er, at det afholdes efter første kvalifikation ved DM-stævnet, og efter foredraget, har Stephan tilbudt at give en gratis enelektion til de 10 rytter som er på bruttohold efter DM.
Holdet sættes først efter Danmarks Cup
Selvom DM bliver en vigtig del af processen, er det ikke her, det endelige hold findes. De fem ryttere, der skal repræsentere Danmark ved EM, bliver først udtaget efter Danmarks Cup i juli.
– Det er en længere proces, understreger Andreas Künnemann.
Han peger samtidig på, at en enkelt god præstation ikke nødvendigvis er nok til at sikre en plads på holdet.
– Der kan være en, der bliver Danmarksmester og alligevel ikke kommer med, fordi der ikke har været nogen resultater op til. Derfor vil jeg ikke gøre det til et pointsystem med placeringer og så videre. Det kommer man galt af sted med.
I stedet handler det om at finde de ryttere og heste, der samlet set vurderes bedst rustet til opgaven.
Højt niveau blandt kandidaterne
Selvom udtagelsen bliver vanskelig, ser Andreas Künnemann positivt på niveauet blandt de danske veteranryttere.
– Jeg føler mig lidt som Otto Becker. Han kan egentlig også stille to hold, siger han med et smil.
Han vurderer, at de ryttere, der kommer med i bruttotruppen efter DM, alle vil kunne gøre sig gældende ved mesterskabet.
– De 10, som jeg regner med udgør bruttotruppen efter DM, kunne sagtens være med alle sammen. Det er marginaler, der kommer til at skille dem ad.
Mere end fest og farver
Veteranmesterskaber forbindes ofte med det sociale fællesskab, men ifølge Andreas Künnemann er de danske ryttere i lige så høj grad fokuserede på sporten.
– Selvfølgelig skal det også være fest og farver, og det tror jeg også, at Sportsrideklubben inviterer til. Men de ryttere, der har vist interesse er virkelig seriøse. De vil noget med det.
Andreas oplever altså en dedikeret gruppe af ryttere, der målrettet arbejder for at levere deres bedste præstation på hjemmebane, og det bliver spændende at se hvilke fem, der i sidste ende skal repræsentere Danmark.
Når EM afvikles hos Sportsrideklubben til august, bliver det derfor med et dansk hold, der er udtaget på baggrund af en grundig og helhedsorienteret vurdering – og med ambitionen om at levere et stærkt resultat foran hjemmepublikummet.