Georgia Timmermann
I 25 år har Ghita arbejdet for hestene og hestevelfærden. Hun har mødt mennesker i deres livs sværeste situationer, stået med sager, hvor hun gerne ville kunne gøre mere, og set hestevelfærden udvikle sig markant. Men modig? Det ord bruger hun ikke om sig selv.
– Du er modig, siger Ridehesten, da skribenten starter interviewet.
– Jeg føler mig ikke speciel modig, svarer Ghita.
For Ghita handler det ikke om at være modig. Det handler om at gøre et vigtigt arbejde. Hestene har altid været en del af hendes liv. Hun er hestepige fra barnsben, og hestene står hende stadig nær. Derfor har arbejdet i Hestens Værn aldrig bare været et arbejde. Det er også derfor, hun bliver ved. Hun overvejer at gå lidt ned i tid, men et stop er ikke foreløbig på tale.
I dag kan Ghita fejre 25-års jubilæum i Hestens Værn. Da hun begyndte, foregik arbejdet med skrivemaskine, papirbunker, breve og trykknaptelefoner. De frivillige lægfolk blev ringet op, og ikke alle havde en e-mailadresse. Dengang havde Hestens Værn 41 sager og 22 frivillige lægfolk. I dag håndterer organisationen 333 sager, som tilsammen omfatter 2.470 heste, og knap 100 frivillige lægfolk er tilknyttet.
Men det er ikke kun teknologien og antallet af sager, der har forandret sig. Dyrevelfærden har også flyttet sig.
– Den største forandring er nok, at der kom en lov om mindstekrav til lov og hold af heste. Vores arbejde blev hermed en del nemmere, fortæller Ghita.
Hun har dermed fulgt en udvikling, hvor hestevelfærd i højere grad er blevet et område, der både diskuteres, reguleres og udvikles.
For Ghita og Hestens Værn er der stadig langt igen. Hun mener, at man hele tiden skal være progressiv, udvikle sig og blive bedre til at forstå hesten som det levende og sansende væsen, som den er. Det er den vej, man forbedrer hestens forhold.
Møde mennesker i øjenhøjde
Og arbejdet begynder ofte et helt andet sted, end man måske forestiller sig. For bag mange dyreværnssager står der også et menneske. Ghita behandler sagerne, vurderer dem og sender dem videre til de frivillige i Hestens Værn, som tager ud til dyreværnssagerne. Nogle sager kræver dyrlæge eller politi. Andre kræver først og fremmest en samtale. For man ved aldrig, hvad der gemmer sig bag døren, når en frivillig banker på.
– Man skal være vedholdende og meget stædig af natur. Og så skal man være ret ydmyg over for alle de frivillige, som tager ud og rådgiver de her mennesker. Man banker på en dør og ved aldrig, hvad man møder, fortæller Ghita.
Hun har gennem årene mødt mennesker, som ikke længere magter at passe deres heste på grund af den situation, de selv står i. Mennesker, der er helt nede. Mennesker med sociale problemer. Derfor handler det ikke altid om at komme ind og pege fingre. Det handler om at tale med mennesker og møde dem i øjenhøjde.
En rørende sag
En af de sager, Ghita husker særligt, handlede om en dement far, som havde to heste i stalden. Hans voksne søn mente ikke længere, at faren kunne passe dem. Faren selv mente, at han gjorde det, men sygdommen gjorde, at han ikke længere kunne huske situationen.
Her lykkedes det at tale familien hen til en løsning, hvor hestene kom væk, og situationen blev bedre for alle.
– Det gjorde en forskel både for hestene og for familien. Det var rørende. Det er netop de øjeblikke, der gør arbejdet meningsfuldt. Vi kan hjælpe nogle heste, hvor ejerne måske ikke er i stand til at hjælpe hestene, fortæller Ghita.
Men det er også her, arbejdet kan være svært.
Det sværeste ved jobbet
For det sværeste er ifølge Ghita, at hun ikke altid kan gøre mere, end hun kan. Nogle gange ser hun forhold, der gør hende trist, men som ikke er ulovlige. Hun oplever også gengangere, hvor de samme forseelser gentager sig, og sagerne trækker ud. Hestens Værn kan ikke bare fjerne en hest. Organisationen kan hjælpe, rådgive og anmelde, men det er politiet, der har myndigheden til at fjerne heste.
En hård tone
Samtidig oplever Ghita, at tonen i debatten om dyrevelfærd er blevet hårdere. Især på sociale medier. Der kan komme grimme beskeder fra anmelderne til os, fordi de oplever, at organisationen ikke gør nok. Det er en tone, hun ikke oplevede i sine første år i Hestens Værn. Det bekymrer hende. For hvis hestevelfærden skal udvikle sig, mener hun ikke, at løsningen er en ophedet debat, hvor alt bliver sort eller hvidt. Det gælder også debatten om heste i sport.
En blød mellemvej
Dressur fylder meget i debatten, men Ghita mener, at hele ridesporten og dens forskellige discipliner bør være en del af fokus på hestevelfærd. Hvordan er konkurrencerne skruet sammen? Hvordan fungerer opvarmningen? Kunne man have mere åbenhed eller video fra opvarmningen? Kunne dommere komme ud og se på opvarmningen? Kan elevskoler udvikles, så forholdene bliver bedre for både heste og mennesker?
Det behøver ikke nødvendigvis blive en kamp mellem to fronter.
– Der er en blød mellemvej.
Hun nævner også Naturnationalparkerne som et eksempel på en debat, hvor man hurtigt kan ende i et enten-eller. Men hestene må gerne gå frit, mener hun – med tilsyn. Hun ønsker sig et system, hvor det ikke er muligt for staten at give sig selv dispensation for dyrevelfærdsloven. For hende handler det om regler, der kan være med til at holde skik på området, men også om at få mennesker til selv at justere deres måde at gøre tingene på.
Danmark skal være foregangsland
Internationalt er heste i sport en svær debat, ikke mindst i FEI-regi. Ghita ser en udvikling inden for hestevelfærd, der især tager fart i Norden, mens man i resten af verden fortsat ikke har helt samme tilgang
Derfor mener hun, at Danmark skal være et foregangsland. Men med tålmodighed.
– Det er vigtigt, at vi er faglige. Det må ikke kun blive ’min måde’ eller alt eller intet.
Hun har selv været med til at se praksis ændre sig. Hun husker blandt andet, hvordan heste tidligere kunne stå i spiltove og glo ind i en væg, fordi ”sådan havde man altid gjort”.
Det er vigtigt at huske, understreger hun: – Mange ting er faktisk blevet bedre.
Efter 25 år er Ghita selv blevet en del af Hestens Værns organisatoriske hukommelse. Hun har været med fra skrivemaskinen til den digitale hverdag og har opbygget en viden om både organisationen, sagerne og menneskerne omkring dem.
Alexandra Philip Wilson, der behandler sager i Hestens Værn og også tager telefonen, når hesteejere og andre ringer, fortæller:
– Da jeg startede i Hestens Værn for fire år siden, var Ghita en af dem, der tog imod mig. Hun er god til at lære fra sig, løsningsorienteret og har samtidig blik for mennesket omkring sig. Hun har også været god til at gribe mig på hjemmefronten, når livet har krævet ekstra forståelse. Og så har hun let til grin.
Måske er det netop blandingen, der beskriver hende bedst: alvoren omkring hestene, stædigheden, fagligheden – men også evnen til at møde mennesker med forståelse.
Når hun ser tilbage på 25 år, er det derfor ikke mod, hun selv fremhæver.
Det er fagligheden. Det er ydmygheden. Det er de frivillige. Det er menneskene, hun har mødt. Og først og sidst er det hestene.
Hvis hendes 25 år i Hestens Værn skulle samles i en bog, ville hun vide, hvad den skulle hedde:
– Med faglighed og ydmyghed – for hestenes skyld, afslutter Ghita.
1909: Hestens Værn blev stiftet og beskriver sig selv som verdens ældste dyreværnsforening for heste.
Formål: At sikre heste og ponyer bedst mulige forhold og reagere på anmeldelser om vanrøgt og mishandling.
Anmeldelser: Hestens Værn oplyser, at de dagligt modtager anmeldelser om heste, der har det dårligt.
Frivillige: Organisationen arbejder med et landsdækkende netværk af hestekyndige frivillige lægfolk.
Dyrlæger: Hestens Værn samarbejder med over 30 hestepraktiserende dyrlægepraksisser landet over.
Sager: Når en anmeldelse modtages, sendes en lægmand som udgangspunkt ud for at tilse hestene.
Kilde: Hestens Værn
