5 familiemedlemmer køber ridecenter

07-11-2018 06:34

Britt Carlsen

Familien Holm har købt Frederiksborg Ridecenter og Mønstergården i Hillerød. Familien består af 5 stærkt hesteinteresserede medlemmer, der alle er aktive ryttere
 

Copyright Ridehesten.com
Jannick Holm, som mange kender fra hans job som official i rideforbundet, har sammen med familien købt et ridecenter.

 Familien Holm har i mange år været tæt knyttet til Frederiksborg Ridecenter og driften af rideskolen og hestepensionen, og har i forbindelse med handlen bl.a. forpligtet sig til, at der fortsat skal drives rideskole på Frederiksborg Ridecenter. 
 
Det er ambitionen at udbygge rideskolen samtidig med at der skal skabes bedre rammer for hestepensionen. Der er en klar målsætning om fortsat at have stærkt fokus på den grundlæggende uddannelse af rytterne og hestene.  
Dette skal ske både gennem den daglige undervisning med stedets egne ryttere og gennem afholdelse af kurser med eksterne undervisere. Der er p.t. planlagt kurser med berider Jimmi T. Sørensen og berider Jesper Friisman. 

Bekymret for ridesportens fremtid
 - I forhold til den daglige drift vil en del være business as usual, men det er klart, at ejerskiftet vil påvirke dagligdagen både på Frederiksborg Ridecenter og Mønstergården, siger Jannick Holm, og han fortsætter: Der er ingen tvivl om, at der især i relation til bygningsvedligeholdelsen er nok at tage fat på, men det går vi stille og roligt i gang med i den takt, som pengene rækker til, og driften kan forrente det, fortsætter Jannick Holm. 
 
- Men det er rideskolen og den grundlæggende uddannelse af nye ryttere, der står familiens hjerte allernærmest. Helt overordnet er jeg bekymret for ridesportens fremtidige rekrutteringsgrundlag. På en og samme tid oplever vi, at eliten og de store stævner har rykket sig gevaldigt og bliver tilført mange penge fra interessenterne omkring eliten, men samtidig har mange rideklubber og ”almindelige” ridesteder det økonomisk svært, og det truer rideskolerne og rideporten som en folkesport på lidt længere sigt, tilføjer Jannick Holm. 
 
Familien består af 5 stærkt hesteinteresserede medlemmer, hvor Andreas, Alexandra og Emilie fra den yngre generation alle er aktive springryttere, der rider stævner både i Danmark og udlandet, og hvor forældrene Frederikke og Jannick også er aktive ryttere. Frederikke har i mange år stået for rideskoleundervisningen og styringen af dagligdagen på Frederiksborg Ridecenter, og Jannick har været meget aktiv i Dansk Ride Forbund som klubformand, distriktsbestyrelsesmedlem, teknisk delegeret, medlem af Dressurudvalget m.v. 
 
Hele familien står sammen om projektet, og glæder sig til fremtiden sammen med de mange aktive på stedet, og det er ønsket, at der fortsat skal være plads til den hyggelige og uhøjtidelige stemning, som kendetegner Frederiksborg Ridecenter. 
 
 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen