Aalborg Store Pris samler travsport og fest

18-09-2026 15:10

Aalborg Store Pris-weekenden byder på travsport i topklasse, derbyrevanche, hoppechampionat og masser af liv omkring banen. Fredag og lørdag venter spændende løb, live-musik, mad og festlig stemning på Spar Nord Arena i Aalborg

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend samles nogle af landets bedste travheste ved Aalborg Store Pris på Aalborg Væddeløbsbane. Foto: Privat/ Kjeld Mikkelsen Photography
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er lagt op til en travweekend med både topsport, musik og fest på Spar Nord Arena på Aalborg Væddeløbsbane, når Aalborg Store Pris-weekenden løber af stablen. Fredag aften står den blandt andet på hoppechampionat og auktionsløb, mens lørdag byder på årets store højdepunkt, Aalborg Store Pris, hvor flere af årets derbyheste mødes igen.

Lørdagens hovedløb, Aalborg Store Pris 2026, har deltagelse af elleve fireårige heste, og feltet tæller fem gengangere fra Dansk Trav Derby. Der bliver dog ikke tale om en egentlig derbyrevanche, da Derby-vinderen Lazy Dust ikke er til start i Aalborg. Den Johan Untersteiner-trænede hest er i stedet blevet hjemme i Halmstad, hvor den lader op til Europa-Derbyet.

Lee Marvin står som en af de store chancer i løbet. Den Jan Friis-trænede hest gik et stærkt Derby, hvor den sluttede på andenpladsen efter at have siddet fast i opløbet. Startsporet som nummer 10 er ikke ideelt, men formen er på plads.

Ludvig Cash er et andet interessant navn. Den store hest leverede også et stærkt Derby, hvor den afsluttede den sidste kilometer i 1.12-fart, og den kommer til Aalborg med en god chance for at blande sig i kampen om sejren.

Der er også grund til at holde øje med Lonesomerider og Lookerbie Diamond, som begge har vist gode takter tidligere. Endelig kommer Lanson med en sejr i bagagen og er ifølge programmet også blandt hestene, der kan blande sig i topstriden.

I morgen aften er der Aalborg Store Pris med derbyrevanchen – de heste, der har været med i derbyet, kommer og deltager, fortæller Jesper Bæk fra KRAFFT.

Copyright Ridehesten.com
Jesper Bæk fra KRAFFT Danmark. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Auktionsheste i centrum fredag
Allerede i dag, fredag eftermiddag, begynder Aalborg Store Pris-weekenden med en løbsdag, hvor blandt andet to auktionsløb for 2-årige heste er på programmet.

Løbene er for heste, der blev købt på travauktion sidste år som 1-års og derfor har mulighed for at deltage i auktionsløbene. Det giver samtidig et første indtryk af, hvordan den nye årgang tegner. 

I dag er det en almindelig løbsdag med auktionsløb for heste, der blev købt på auktion sidste år som 1-års. De kan starte i auktionsløbet her i september. Det er kun de heste, der er med til det, og så får man lidt en indikation af, hvordan årgangen ser ud, fortæller Jesper Bæk.

I auktionsløbet for hingste og vallakker er Ninjago blandt de heste, der bliver kigget på med interesse. Hesten har allerede vundet sin debut i Skive og blev senest nummer to efter Nassir Dust. Nero, som også var med i løbet på Derbydagen, er et andet navn i feltet, mens Nipz kan være en outsider.

Hos hopperne er Nevada blandt de interessante navne efter en fjerdeplads på Derbydagen, hvor hun var bedste af de to SI-Racing-heste. Naomi Wynn kommer med gode meldinger efter et prøveløb på Lunden, mens Next Princess også er blandt de heste, der kan blande sig.

Copyright Ridehesten.com
Der afvikles mange spændende løb i forbindelse med weekenden. Foto: Privat/ Hesselberg Foto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hopperne får deres revanche
En af fredagens helt store hovedløb er Spar Nord Aalborg Hoppechampionat for 4-årige hopper. Her mødes flere af hopperne fra årets Dansk Hoppe Derby, selvom derbyvinderen Leonora ikke er til start.

Lady Zola var tæt på i Dansk Hoppe Derby, hvor hun blev slået på selve målstregen af Leonora efter at have ført fra start. Nu får hun igen en god mulighed fra startspor 5, og hun møder blandt andre Late Night, som sluttede på tredjepladsen i Hoppe Derbyet.

Lipa Wee er også med. Hun galopperede i første sving i selve Hoppe Derbyet, men leverede efterfølgende en stærk ophentning og var derfor ikke langt fra at få en placering i toppen. Hun har dog trukket startspor 7 og får dermed en sværere opgave.

Travsport og festligt fællesskab
Det er dog ikke kun hestene, der er i centrum, når Aalborg Væddeløbsbane inviterer til travweekend. Fredagens løbsdag bliver samtidig ramme om årets fredagsbar med live-musik, foodtrucks og udendørs barområde.

Første travløb fredag starter klokken 15.45, og publikum kan både følge løbene fra banen og benytte restaurant og café, hvor der bliver serveret mad og drikkevarer.

Lørdag fortsætter festen, når Aalborg Store Pris løber af stablen. Her er der blandt andet happy hour på drinks og flaskeøl fra klokken 17.00 til 18.00, mens Andreas Brandt spiller en livekoncert fra klokken 17.15.

Der bliver også mulighed for at få noget at spise fra blandt andet en burgertruck og en foodtruck samt hente kaffe og drinks fra de forskellige vogne omkring banen.

Første travløb lørdag starter klokken 18.55, men arrangørerne opfordrer publikum til at komme i god tid, så der er mulighed for at være med til hele optakten til aftenens hovedløb, Aalborg Store Pris.

Med 200.000 kroner i præmiepuljen i Aalborg Store Pris og flere andre storløb på programmet er der således både noget på spil for hestene på banen og lagt op til en festlig weekend for publikum – uanset om man er traventusiast eller ej. 

Copyright Ridehesten.com
Der er lagt op til en spændende weekend med sport i topklasse, festlige arrangementer og fællesskab i centrum. Foto: Privat

Praktisk information

  • Spar Nord Arena, Aalborg Væddeløbsbane
  • Entré lørdag: voksne 70 kr. ved køb af billet online – 90 kr. ved køb af billet i døren
  • Børn under 16 år: Gratis
  • Parkering: Gratis

Køb din billet her. 

Find løbsprogram her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner