Adam Olesen sejrede i DM for beriderelever (video)

30-08-2020 15:35

Annika Knudsen Lorentsen

Det uofficielle DM for beriderelever i springning er netop afgjort, og sejren gik til Adam Sparlund Olesen, som blev belønnet med hele 9,9 af dommer Johnny Hansen

Copyright Ridehesten.com
Adam Sparlund Olesen og Louisiana H. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

Det uofficielle DM for beriderelever er blevet afviklet over to afdelinger i forbindelse med landstævnet på Vilhelsmborg. Sejren gik til Adam Sparlund Olesen med den bare 5-årige hoppe Louisiana H e. Balou/Louvre S (opdr. Bodil Hellmers), som opnåede hele 9,9 i karakter og fik flotte ord fra dommer Johnny Hansen. 

– Du har det rette springsæde, du er let mellem springene. Du har en god fornemmelse rundt på banen, du rider i et super godt grundtempo og jeg kan ikke se hvordan det skal gøres meget bedre, forklarede Johnny Hansen inden han gav Adam karakteren 9,9. 

Copyright Ridehesten.com
Adam Sparlund Olesen opnåede hele 9,9 i dagens finale. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen

På andenpladsen i klassen blev det Charlotte Bruun Nielsen med Emilia Imhoff e. Cajus/Carano (opdr. Pernille Andersen). Charlotte red ligeledes en flot tur, og blev belønnet med 9,1 for dagens ridt. Johnny gav hende følgende ord med på vejen: 

– Du rider rigtig flot. Du starter godt ud og har en god rytme. De udfordringer der kommer undervejs løser du rigtig godt, og hesten lytter til dig. 

Tredjepladsen blev vundet af Anne-Kjestine Diederichsen med PS Cat som i dag opnåede samlet 8,5. 

Mesterskabet bliver afgjort ud fra rytterens stil og i videoen nedenfor kan man se Johnny Hansen, som forklarer hvordan rytterne bedømmes, om hvad hans generelle indtryk var af rytterne og om hvorfor klassen rides i en LA1*. 

Se resultatet af mesterskabet her. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen